Fornyelse er ikke normalt det, der præger Det Konservative Folkeparti. Ikke desto mindre er det netop fornyelsen, der præger partiets nye image, som reklamebureauet BBDO har lavet i forbindelse med ØMU-afstemningen.
De konservative valgte i foråret at skifte bureau efter flere års samarbejde med Heimburger Reklame. Efter en anonym bureaukonkurrence faldt valget på BBDO, der siden har arbejdet på at lave en ensretning af både image og brand for partiet, der de seneste år har været præget af intriger og uheld.
– De var meget bevidste om, at vi ikke var ansat til at være spinddoktors. Derimod skulle vi forsøge at ensrette deres image i respekt for deres politiske holdninger, siger Niels Erik Folmann, strategisk planner hos BBDO.
Imagekampagnen består af to dele. Dels en kampagne i forbindelse med ØMU-afstemningen i slutningen af september. Dels en politisk image-kampagne, der kan sættes i gang ved næste kommunevalg og Folketingsvalg.
– I vores kreative idé var vi meget bevidste om, at De Konservative er et godt, gammelt brand, der skal udvikles med lempe, og ikke revolutionerende. Men vi fik accept af nyt logo-design og -farve, for at illustrere dynamik og nytænkning. Fremover vil alle annoncer og merchandise til folkeafstemninger, lokal- og Folketingsvalg bære det nye logo-C og farve, siger Christian Bjerrum, kontaktchef hos BBDO.

MORALSKE PROBLEMER
ØMU-kampagnen, som har fået payoffet “Ja med omtanke“, testede BBDO over for en potentiel gruppe, der havde stemt på regerings- eller højrefløjspartierne. Her faldt såvel det nye image, som valgkampagnen i god jord.
– Vi har forsøgt at skabe nogle jordnære citater med et glimt i øjet, for de var meget opmærksomme på ikke at lave en skræmmekampagne, sådan som visse andre har gjort det, siger Christian Bjerrum.
Kampagnen går i gang i løbet af uge 34 i en del printmedier bl.a. ugeblade og aviser, men også i specialmagasiner som eks. Golf Magasinet
Selvom Det Konservative Folkeparti er BBDO’s eneste politiske kunde er det ikke den eneste, der kan give moralske problemer blandt medarbejderne. Alligevel vurderer både Niels Erik Folmann og Christian Bjerrum, at partiet er en god og sund kunde for bureauet.
– Vi orienterede medarbejderne grundigt om kunden, og det har derfor været op til den enkelte at sige, hvis de følte, de ikke kunne forsvare at arbejde med opgaven. Den holdning har vi også når det gælder andre af vores andre kunder, siger Niels Erik Folmann.