Ungdomsafdelingen for partiet Høyre i Norge, søsterparti til De Konservative i Danmark, dropper slagordet ”hellere død end rød”, skriver Ritzau.
Det sker efter terrorbomben i Oslo og massakren på øen Utøya. De unge Høyre-politikere brugte fra 2005 slagordet ”hellere død end rød” i brochurer og t-shirts og anvendte senest udtrykket til valgmateriale i 2009.
Kampagnen var tænkt som en uskyldig spøg, rapporterer det norske nyhedsbureau NTB.
Men sloganet har fået en anden og langt mere gruopvækkende klang efter terroraktionen, som har sendt vore nordlige naboer i landesorg.
– Der findes et før og et efter 22. juli, forklarer Henrik Asheim, leder af det konservative ungdomsforbund.
Derfor fjerner de unge Høyre-politikere alt valgmateriale med påskriften ”hellere død end rød” fra partiets kontorer over hele landet.
Efter massakren, som kostede 77 mennesker livet, har partierne i Norge stået sammen på tværs af det politiske spektrum i national forsoning og afstandtagen fra Breviks værk.