Midt i sin største politiske krise er opbakningen til De Konservatives partiformand, udenrigsminister Lene Espersen, helt i bund. Efter en stribe uheldige sager, der sår tvivl om hendes dømmekraft, bakker kun lige under halvdelen af de konservative vælgere (48 pct.) op om Lene Espersen, mens et stort mindretal på 40 procent. ikke mener, at hun er den rette person på formandsposten. Hos regeringspartneren, Venstre, mener hele 48 procent af vælgerne, at Lene Espersen ikke er den rette partileder, mens 37 procent støtter hende. Det viser en meningsmåling, som Greens Analyseinstitut i sidste uge har foretaget for dagbladet Børsen på baggrund af 1.079 telefoniske svar. Samtidig viser den temmelig opsigtsvækkende, at 23 procent af alle vælgere vil overveje at stemme på De Konservative, hvis EU-kommissær og tidligere konservativ klimaminister Connie Hedegaard blev formand for partiet.
Børsen side 17.