Kulturarven rykker tættere på danskerne, når det om to år er muligt med et enkelt museklik at lytte til de gode fortællinger om eksempelvis Skipper Clement, runestenene i Jelling eller Søfortet Trekroner.
Danskerne inviteres til dialog om kulturarven med brugerinddragende funktioner, og sitet skal fungere som en moderne kulturguide med video- og lydklip.
Sitet skal bruges af turister fra ind- og udland, og det kommer i dansk og engelsk version. Desuden kan rejsearrangører og professionelle turledere, skoler og andre hente viden om konkrete kulturarvssteder fra de eksperter, der har skrevet tekster til sitet.
Og helt almindelige familier kan tjekke sitet, inden de skal på søndagstur.
Et konsortium bestående af Advice Digital, Eksponent og Kontrabande skal i fællesskab udvikle og designe det nye websted med tilhørende anvendelse på mobil, GPS, MP3 og andre digitale medier.
Det er Kulturarvstyrelsen og Arbejdsmarkedets Feriefond, der betaler det knap 10 millioner kroner store gilde.
Brugerne bidrager med fortællinger
Udover fagfolks formidling af fakta og danmarkshistorie, kommer sitet i høj grad til at involvere brugerne. Har man f.eks. besøgt Hammershus, kan man kommentere web-sitet med egne oplevelser, gode råd og billeder, så andre kan få glæde af de erfaringer, man har gjort sig.
Brugerne kan oprette en profil, så man kan skrive videre på fortællingerne, og på den måde er eksperter og andre brugere i direkte dialog om kulturarven.
− Opgaven er spændende, fordi vi kan bruge de erfaringer, vi har med at lave brugerinddragelse på nettet, på et helt nyt område, siger direktør Bo Juni fra Advice Digital.
1001 steder formidles
De 1001 fortællinger udvælges af Kulturarvsstyrelsen og vil alle være knyttet til et fysisk sted eller udtryk for Danmarks kulturarv.
Fortællingerne formidles med varierede fortælleformer, der fastlægges af konsortiet i samarbejde med styrelsen.
− Sitet giver mulighed for at skabe fortællinger, der både er fagligt velfunderede og fortællemæssigt velformidlede. Vi glæder os til at bruge journalistiske redskaber til at fortælle om Danmarks historie, siger Stine Carsten Kendal, direktør i Kontrabande.
Når sitet lanceres, vil det være første gang, at Danmarks kulturarv er lettilgængelig digitalt. Eksponent udvikler sitets teknologiske platform, og vil ifølge partner Simon Engelhardt trække på erfaringer, virksomheden har med at udvikle teknologi, der engagerer brugerne.
− Vi får nu en digital samling af de bedste fortællinger om den danske kulturarv. Vinderne af udbuddet har lavet et koncept, der lever op til moderne kvalitetsnormer for indhold, billeder, lyd og brugervenlighed, siger Anne Mette Rahbæk i Kulturarvsstyrelsens nyhedsbrev.
Projektet har et samlet budget på 9,8 millioner kroner, hvoraf udbuddet dækker 4,5. Arbejdsmarkedets Feriefond støtter projektet med 7,3 millioner kroner, resten dækkes af Kulturarvsstyrelsen.