De er besudlede, forældede og hundedyre i drift, og derfor foreslår finanssektoren nu, at det skal koste et gebyr at bruge mønter og sedler. Det skriver Politiken.
– Kontanter var smarte, dengang de afløste naturalier som betalingsform, siger Tina Füssel, direktør for infrastruktur i Nets – tidligere PBS, til avisen.
–  Men nu er vi i en digital tidsalder, og så bør samfundet understøtte, at vi betaler mest muligt elektronisk og mindst muligt med papir og metal. I det lys ville et gebyr på kontanter være incitamentsfremmende, siger hun.
En ny rapport fra Nationalbanken viser, at de samfundsmæssige omkostninger ved brug af kontanter løb op i 5,8 milliarder kroner i 2009. Alene i bankerne var omkostningen ved at håndtere krøllede sedler og klingende mønter højere end alle andre betalingsformer tilsammen: dankort, internationale kort, bankoverførsler og betalingsservice.