Det 10 år gamle designbureau Goodmorning Technology er fra i dag en del af det strategiske branddesign-bureau Kontrapunkt.
Goodmorning Technology har løbende arbejdet med både corporate identity, produktdesign, digital design, service design og branded space og har især gennem de seneste år markeret sig stærkt inden for FMCG-design. Bureauet har bl.a. været fast designbureau for Jordan (oral care).
Og dermed passer Goodmorning Technology smukt ind hos Kontrapunkt, hvor packaging-design er et område i stor vækst. Kontrapunkt har både Carlsberg, Coca-Cola, Co-Ro Foods, SuperGross og norske Arcus på kundelisten, og med 4.000 emballager om året er bureauet allerede i dag et af de største i Norden på feltet.
Adm. direktør for Kontrapunkt Thomas Gamst siger, at man altid har haft et godt øje til Goodmorning Technology og kalder den nye konstellation ”på alle områder et perfekt match”:
– Lige som os har Goodmorning Technology en strategisk tilgang til design og har spidskompetencer, som supplerer vores. Vi glæder os særligt over, at vi får tilført nogle af branchens dygtigste kræfter inden for FMCG-design. Det kommer vores kunder til at mærke, siger han og tilføjer:
– Goodmorning Technology har været dygtige til ikke bare at bygge brands, men også at aktivere dem og få dem til at leve. Vores nye set-up stiller os stærkt på et marked, hvor design- og brandingbureauer også løser opgaver, som tidligere lå hos reklamebureauerne, herunder brand activation, POS og kampagneudvikling.
Lars Lange Thomsen, adm. direktør i Goodmorning Technology, indtræder i Kontrapunkt i en position som Senior Brand Strategist, og han er også begejstret for de nye rammer:
– Kontrapunkt er et stort bureau med en lang række eksperter og kompetencer. Det er en kæmpe fordel for os selv og vores kunder. Vi har fælles passion for at skabe brandoplevelser, der gør indtryk, og vi er stolte af at blive en del af Kontrapunkt. Vi glæder os til at se vores kunder blomstre endnu mere, siger han.
Goodmorning Technology fortsætter indtil videre som et selvstændigt brand under Kontrapunkt, oplyser parterne – og kreativ direktør, Nille Halding, indtræder i en stilling som Senior Creative Manager.
Kontrapunkt har kontorer i København og i Japan. Selskabet har mere end 50 faste ansatte
og har udviklet visuelle identiteter og brandstrategier for kunder som Arla, Carlsberg Breweries, Coca-Cola, Den Blå Planet og DSB.
Kontrapunkt blev kåret som ”Årets Designbureau” ved Creative Circle Awards 2014.