I konkurrence med fire andre bureauer har Kontrapunkt fået en større digital opgave for Copenhagen Capacity, som er hovedstadens investeringsfremme-organisation.

Kontrapunkt vandt opgaven i samarbejde med den tekniske partner Twins, og den nye platform består af såvel redesign af Copenhagen Capacitys nuværende hjemmeside som nye CMS- og CRM-systemer samt udvikling af idéer til digitale værktøjer målrettet konsulenterne i Copenhagen Capacity, lyder det i en pressemeddelelse.

– Kontrapunkt har fokus på at forstå vores organisation og vores digitale behov. Koncept- og designforslag er både visionære, kreative og kompetente. Derfor er vi sikre på, at Kontrapunkt leverer en digital platform, der både skaber værdi for vores kunder og for Copenhagen Capacity, siger udviklingsdirektør Kim Bek.

Hos Kontrapunkt er Head og Digital Brand Strategy, Rikke Nalepa Olesen, også begejstret.

– Vi ønsker at motivere vores kunder til at gå væk fra tanken om at udvikle traditionelle hjemmesider, hvis indhold har karakter af en-vejs informationer eller underholdning.  Dette har også været tilgangen til projektet vi laver sammen med Copenhagen Capacity, der heldigvis er helt med på tankegangen, siger hun.

De seneste år har Kontrapunkt, der ellers primært er kendt for at være et designbureau, oprustet på den digitale front ved at hyre interaktionsdesignere og digitale designere.

Selskabet har tidligere større digitale projekter for det danske EU-formandskab, et website for Invest in Denmark samt videreudvikling af den digitale platform for IDA Institute.