På Christiansborg og, når det er hensigtsmæssigt, på direktionsgangen i tv-byen trives troen på konvergens – dogmet om at to eller flere medier smelter sammen, først og fremmest tv og i-net.
Det er ikke godt, fordi der er tale om en skæbnetro – teknologisk determinisme – der ikke lader troen på jomfrufødsler noget tilbage. Tro kan næsten flytte bjerge, men det gælder helt sikkert ikke konvergensen mellem tv og i-net. Min principielle sikkerhed støttes vældigt af, at ypperstepræsterne på mediebureauerne og halvguderne i net-virksomhederne tilsyneladende er ved at nå samme konklusion.

SOFT- OG HARDWARE ROD
Tanken om sammensmeltning af i-nettet og tv-mediet roder mediernes software og hardware sammen. Hvis fælles hardware er konvergens, så oplevede jeg konvergens, da familien fik sit første Arena apparat, der kombinerede radio, grammofon og tv i samme møbel. Det fik ikke min mor til at bruge grammofonen eller min far til at høre jazz i radioen.
Jeg vil se det som det typiske og ikke undtagelsen, før jeg tror på fælles hardware for tv og pc. De indholdsmæssige funktioner er for forskellige. Jeg tvivler på, at et alment tilgængeligt i-net får den tilstrækkelige båndbredde i Jens Rohdes forventede gennemsnitlige restlevetid. At den teknologiske mulighed eksisterer, kan naturligvis ikke diskuteres.
Uanset eventuel fælles skærm er tv i uoverskuelig fremtid et passivt medie, der i al magelighed bruges til fælles underholdning. Pc’en og nettet er aktive medier, der i mere anstrengte siddestillinger bruges til individuel information og arbejde. Tv er som indhold afgrænset, tilrettelagt og overskueligt. Pc’en og nettet er som indhold uden grænser og uoverskueligt. Tv er en strøm, nettet er spring. – De gode historier om det modsatte er mange, men det skal være mere end netop eksempler, før det må præge forståelse og planlægning af medieudviklingen.
Der ofres mange kræfter på at gøre nettet mere overskueligt og udbuddet af tv endnu mere overvældende. Det sidste vil ikke føre til “pc-adfærd“ foran tv, men til fortsat koncentration om en kerne af udbuddet.
Det er ikke klogt at blande hardware og software i fremtidsanalysen. Brugen og funktionen er det afgørende.

DE FIRE PRøVELSER
Alle innovationer – tv, i-net, krydsninger mellem de to – tager udgangspunkt i
det teknisk muligeder – som fx jordsendt digitalt tv – kan forsøges realiseret per politisk dekret. Tvang giver de fleste innovationer varige fødselsskader og ringe levedygtighed.
For at realisere det teknisk mulige skal det også være
økonomisk profitabeltaltså en gevinst ved at producere, distribuere eller sælge en innovation. Selv om der i net-virksomhederne sættes nye rekorder for tidshorisonten for realisering af en økonomisk gevinst, er det en god tommelfingerregel, at det teknisk mulige skal være økonomisk profitabelt.
Efterspørgsel efter det nye forudsætter, det er
adfærdsmæssig realistiskhvilket blandt andet betyder, at hardware og software ikke kan blandes frit. Kvinder begynder ikke at se boksning, fordi boksning deler skærm med litteraturmagasiner. De 25-50% af befolkningen, der ikke er glade for bogstaver og tal, begynder ikke at følge aktiekurserne eller læse dokumenterne bag nyhederne, heller ikke på nettet.
Der er få grænser for det teknisk mulige, men markedsøkonomien sorterer hårdt i innovationer, der ikke er rentable. Softwaren “dansk sproget public service radio og tv“ er et godt eksempel på det modsatte.
Den afgørende test består i, om det nye er eller kan blive adfærdsmæssigt realistisk. Det er en vurdering, man ikke skal undervurdere sværheden af.
Det sker, der optræder en fjerde forhindring efter eller sammen med den økonomiske og adfærdsmæssige prøvelse, nemlig om innovationen er
socialt ønskværdigaltså den politiske, demokratiske overvejelse af, om en innovation – atomkraft, telefonsalg, registerfletning – er ønskværdig for samfundet. Det er en vurdering, der har det med at komme for sent eller medføre voldsom diskussion.

BRUGERADFæRDEN I CENTRUM
Realistiske forventninger til medieudviklingen tager højde for kravet til økonomisk rentabilitet og adfærdsmæssig realisme. Det socialt ønskeværdige er en joker, der tilsyneladende ikke er i spil i sammenhæng med tv og pc.
Tv har i sine kendte former bestået alle prøver. Omkring net-mediet oplever vi en gigantisk satsning på det adfærdsmæssigt realistiske (og økonomisk rentable), godt hjulpet af politisk enighed om det socialt ønskeværdige i at realisere det teknisk mulige.
Vurderingen af om de to former for indhold nogensinde kan forenes, kræver en analyse af softwaren, dvs indholdets krav, funktion, konkurrencesituation og muligheder for modtagerne. For tv’s vedkommende har vi godt styr på disse ting. For pc’en og nettet mangler der i himmelråbende grad traditionel forskning i brugeradfærden ud over at tælle, hvem der klikker hvor meget.
Som grundhypotese ville jeg starte ud med, at tv er et passivt, fælles underholdningsmedie, og nettet et aktivt, individuelt informationsmedie. Vel og mærke med fuld respekt for alle undtagelserne, ja en særlig interesse for disse. Jeg tvivler på, vi forstår, hvad det vil betyde, når/hvis digitaliseringen når ud til alle borgere. Og nettet er det medie, vi reelt har mindst forståelse af.
Universiteterne har humanistisk informatik og informationsvidenskab på programmet. Det bliver spændende, når forskerne træder et skridt til side fra hovedstrømmen af it-aktivitet og gør os lige så kloge på nettet, som vi er på tv.