EU skrev grønbog for tre år siden, Norge og Sverige lavede betænkninger for to år siden. Selvfølgelig skal vi også i Danmark have en redegørelse for og diskussion af “konvergens i netværkssamfundet“. Et udvalg af embedsmænd fra Forsknings- og Kulturministeriet har lagt 220 sider frem (1, der skal være udgangspunkt for en konference i september, og emnet skal formodentlig på Folketingets dagsorden til efteråret.
“Konvergens i netværkssamfundet“ bygger på en rapport fra KPMG Consulting (2, en studietur til USA og et ekspertseminar i september og oktober 2000. Rapporten skal kortlægge konvergensudviklingen, komme med et bud på dens fremtid, analysere dens betydning for de tele-, kommunikations- og forbrugerpolitiske målsætninger i en fremtidig strategi og redegøre for de regulerings- og finansieringsmæssige konsekvenser.
KPMGs rapport er nøgtern og sober, og lægger ikke skjul på, hvor usikkert det hele er. Udvalgsrapporten er sværere at kapere for den uindviede, og den er ikke for læsere med tilbøjelighed til at blive svimle; argumenterne bider sig selv i halen og er indbyrdes forbundne, så det er en ren karusseltur; de medtagne tal fra presseklip og kommercielle kilder er noget vilkårlige.
Det er et aktuelt, interessant og relevant arbejde, der skal på konference og til politisk behandling, men det er også en farlig rapport for lægmanden, herunder de fleste politikere, erhvervsfolk og journalister; de skal passe lige så godt på, som når de i sommerferien nærmede sig en turistfælde, og havde formodentlig været bedre tjent med KPMG-rapporten og en bemærkning fra udvalget om, at der nok ikke er ret meget, der haster så meget, og at der er mange brikker, der skal falde på plads i den rigtige rækkefølge, før tjeneste-, netværks-, teminal- og markedskonvergensen danner udgangspunkt for et “netværkssamfund“.
I stedet har udvalget udbygget KMPG-rapporten, og nogen – eksperterne, branchen, de politiske chefer – har givet embedsmændene en skjult dagsorden og forført dem til at gøre et “hvis-såfremt-i fald“ til et “når“.

DEN SKJULTE DAGSORDEN
Rapporten fra Kultur- og Forskninisteriet er informativ og umiddelbart seriøs og autoritativ, men tager for let på de elementære normer for kildeanvendelse og ræsonnementer, når det drejer sig om så svære sager. Rapporten har for mange letkøbte konstateringer, generaliserede eksempler og uholdbare ræsonnementer.
Den rent fagligt interesserede skal læse KPMG-rapporten, men det er altså “Konvergens i netværkssamfundet“, der er den politiske realitet. Det er en realitet. Rapporten stræber mod at konkludere sine egne forudsætninger, og den er præget af de to største fejl bag forkerte forventninger til konsekvenserne af den informationsteknologiske udvikling, nemlig (1) slutningen fra det teknisk mulige til det adfærdsmæssigt realistiske og (2) inddragelse af informationskløfternes og informationsstyrkens betydning.
Hver linje i rapporten forudsætter, at konvergensen ergennemført; det er der teknisk baggrund for, men hvad der skulle gøre det økonomisk rentabelt og adfærdsmæssigt realistisk berøres ikke.
Den udmærkede forklaring på tjeneste-, netværks, terminal- og markedskonvergens bekræfter – uden at nævne det – at konvergens ikke ligefrem er noget nyt fænomen på medieområdet. Reelt handler rapporten da også om terminal- og tildels netværkskonvergensen mellem digitalt tv og internettet og er i høj grad en argumentation for indførelse af jordbaseret digitalt tv.

INGENTING KOMMER AF SIG SELV …
Igennem hele rapporten opfattes konvergens som årsag, og som noget der realiseres “af sig selv“; derfor diskuteres konsekvenserne, men ikke hvad der hæmmer eller fremmer konvergensen. Rapporten lader digitaliseringens konsekvenser være argument for dens opståen, altså både årsag og virkning, men konvergensen kommer jo ikke af sig selv – sommetider på grund af de konsekvenser, rapporten peger på.


BOX:
Det erindviklet:
“Rapporten tager ikke højde for informationskløfterne“.
Rapporten antager dog, at en formidling af nettets indhold på tv-skærmen med hjælp fra fjernbetjeningen udjævner de eksisterende IT-kompetenceforskelle og fjerner de sidste hindringer for scenariet “et hav af information“, hvor alt og alle er forbundet med bredbånd. – – Men ikke et ord om, hvorfor det skulle være tilfældet; og der er næppe heller nogle gode grunde.
“Konvergensen kommer af sig selv – sommetider på grund af de konsekvenser, rapporten peger på“.Informationskløfterne gør, at integrationen af internet og (digitalt) tv ikke kommer i gang af sig selv, men rapporten mener at kunne negligere problemet med manglende internesse for at læse og skrive i halvdelen af befolkningen, hvis tv-skærmen bliver terminal fpor nettet (hvilket forudsætter konvergensen og brugen af nettet på tv-skærmen).


Som svar på spørgsmålene om, hvad forbrugerne vil acceptere, hvordan virksomhederne vil tjene penge, og hvor hurtigt de tekniske forudsætninger etableres, formuleres tre (ekstreme) scenarier, der i hvert fald for KMPG er bevidst urealistiske og ekstreme. I “et hav af information“ er alle informationer og tjenester tilgængelig for alle brugere, og alt og alle er stort set forbundne med bredbånd (hvordan det så sker). I de “digitale laguner“ får brugerne inden for nogle store udbyderes rammer tilfredsstillet alle behov for information, kommunikation og underholdning, og i “medieøerne“ bliver konvergensudviklingen groft sagt ikke til noget på grund af manglende efterspørgsel.
Rapporten konstaterer klogeligt (s. 96), at de tre scenarier i mange år vil sameksistere (hvad der nu ikke er helt let), og at vi skal begynde at sikre os konvergensens muligheder og undgå dens problemer.


BOX:
Det ersvært:
Indeholder konvergensen tendenser til “opsplitning af befolkningen i et A- og et B-hold“ /s.17), eller rummerden enestående mulighede for at overkomme denne opdeling (s.17). Argumentet for det sidste lyder bl.a., at “Når digitalt tv giver adgang til interaktive programmer og virtuelle tjenester (hvornår?ps) som programguides og vejrudsigter (!ps), vil også brugere, der ikke hidtil har brugt interaktive tjenester få grundlæggende færdigheder i at navigere i en digital verden (hvorfor det og hvorfor ser embedsmændene i modsætning til KPMG bort fra, at tekst-tv i dag er mere udbredt og brugt end internettet?ps)
Hvorfor bliver mediebrugen i stigende grad baseret på on-demand bestilling (s. 12) og hvornår er forudsætningerne (returkanal, behov, betalingsvillighed, accept af besværet) opfyldt?
Hvad er det for en moderat tvang, der skal sikre udbredelsen af det digitale, jordsendte tv, der gennem hele rapporten nærmest har karakter af en selvfølge?


Rapportens tilgang er måske ikke så indviklet at forstå, for konvergensen er vejen til et netværkssamfund for alle (s. 19), og regeringens målsætning om Danmarks som førende IT-nation kræver et “netværkssamfund“, der stort set beskrives som scenariet “et hav af information“, og det kræver igen, at danskerne kan og vil gøre brug af informationsteknologiens muligheder. Og derfor bør Danmark som “sigtelinje“ være i front med at udnytte mediekonvergensen – og så er det jo ikke så mærkeligt, at man forudsætter konvergensen og ser væk fra realiteterne.

(1 Kultur- og IT- og Forskningsministeriet (2001): Konvergens i Netværkssamfundet, bestilles hos SI, jvf. www.fsk.dk og www.kum.dk (august 2001)
(2 KPMG Consultning (2000): Kortlægning af scenarier for konvergensudviklingen inden for IT-, tele- og medieområderne, se www.fsk.dk (august 2001).