• at Cannes Lions fejrer 25 års jubilæum i år? Det var nemlig først i 1984, at dette VM i reklame fik permanent adresse i Cannes. Tidligere flyttede reklame-festivalen mellem Venedig, Monte Carlo og Cannes.
• at den første Lions-festival fandt sted i september 1954 i Venedig under navnet the International Advertising Film Festival. Inspirationen til Cannes løve kommer fra løven på Piazza San Marcos i Venedig.
• at Cannes Lions i 1987 blev overtaget af franskmanden Roger Hatchuel. De tidligere ejere var en organisation bestående af reklamefilm producenter til biograferne, SAWA.
• at det først var i 1992, at man bedømte andet end reklamefilm i Cannes. De to nye kategorier hed Press og Outdoor. Dermed var print accepteret på niveau med film, og den fler-mediale approach til reklame blåstemplet.
• at Cyber Lions blev introduceret allerede i 1998. Dermed var interaktive og integrerede kampagner født. Media Lions kom først til i 1999 for at give media-plannere kredit for deres arbejde.
• at britiske Emap plc., der ernærer sig ved forlæggervirksomhed, B2B-rådgivning og event-organisation, i 2004 købte Cannes Lions af Roger Hatchuel for et beløb i størrelsesordnen 50 millioner engelske pund.
• at Radio og Titanium først fik foretræde for juryerne fra 2005, mens Promo kategorien først dukkede op i 2006. Med Promo fik ”salg” den endelige accept som en integreret del af markedsføring.
• at 2008 var rekordåret med lige over 10.000 deltagere fra 85 lande, over 12.000 besøgende i Palais des Festivals, og med 28.284 indsendte cases. I år er tallet knap 6.000 deltagere fra 90 lande.
• at juryerne i år besluttede at ændre på bedømmelses-kriterierne inden for Media, Direct og Promo, så casene også skal fortælle, om der overhovedet kom noget ud af kampagnerne. Om ikke ROI, så sandsynliggørelse af effekt.
Annoncører fra Danmark til Cannes
Dansk Annoncørforening trodser krisen og ankommer torsdag til Cannes med ni annoncører. Det drejer sig om Codan, Amagerbanken, TDC, MyTravel, Nykredit, Danske Spil, l’Easy, Netto og Coca-Cola. Turen varer indtil søndag.

– Vi glæder os til at få faglig inspiration fra de bedste hoveder, siger Otto B. Christiansen, adm. dir. i annoncørforeningen. Han afviser, at annoncørerne har truet med at melde fra på grund af krisen. Tværtimod giver det god mening at låne et link ind i de mest professionelle hjerner, også for at se hvordan eksekveringer af de utallige budskaber sker i andre lande.

Madonna, Martin Luther King og Coca-Cola
Hvad har Madonna, Maya Angelou, Martin Luther King og Coca-Cola til fælles? Consistency, sagde Jonathan Mildenhall, vicepræsident for læskedrikkens globale markedsføring i går til de unge løvers masterclass.
– Madonna har aldrig ændret sine holdninger den mindste smule. Den læring tager vi til os. Vi ønsker i reklame, der udfordrer os, vi ønsker reklame, der bekræfter, hvad Coca-Cola står for.
Unægtelig en nyhed i en verden, der tilbeder forbrugerne som de nye orakler, og hvor brugerdrevet content kaldes visdom. Mildenhall slog også fast, at coke-brandet skal styrkes endnu mere. 1,4 mia. læskedrikke hen over disken dagligt kan gøres endnu bedre.
– Vi ønsker ikke at høre ”nej” fra medarbejderne, men ”ja.” Vi vil ikke høre ”det er umuligt,” men ”det er bestemt muligt.
De unge løvebørn lappede visdommen i sig.