Ansatte i den norske Orkla-koncern, der blandt andet er Nordens største leverandør af mærkevarer til dagligvarehandlen, vil fremover blive informeret via danske InfoBoards i bl.a. kantiner, receptioner, produktionsmiljøer og lignende. Selskabet har nemlig indgået en aftale med danske Solutors, der blandt andet leverer interaktive tavler, videokonferenceudstyr og InfoBoards.
Orklas aftale med Solutors sker som led i en strategisk beslutning om at styrke kommunikationen i hele Orkla koncernen. Informationsskærmene skal installeres i flere forskellige lokaliteter i de enkelte datterselskaber, og hvert enkelt selskab får udarbejdet deres eget design på skærmene og bliver oplært i at opdatere og sende information. Adm. direktør hos Solutors, Brian Würtz, forventer at levere et meget stort antal skærme.
– Da det er en rammeaftale, der indbefatter alle Orklas datterselskaber over hele verden, og løsningerne skal installeres flere strategiske steder i produktionsområder og domiciler, så er det klart, at vi forventer en vis volumen i aftalen, siger Brian Würtz.
Orkla ASA er en af Norges største børsnoterede virksomheder, og ejer en række selskaber – Bl.a.Jotun, Sapa Group, Borregaard samt kendte brands indenfor fødevarer, herunder Kalle’s Kaviar, Odense Marcipan, Kim’s og Beauvais m.fl.
Bog & Idé vælger Recommended
Den uafhængige boghandlerkæde Bog & Idé har valgt Aarhus-bureauet Recommended som deres fremtidige samarbejdspartner.
Bog & idé hører under kædekontoret Indeks Retail A/S, som også står bag de frivillige kæder Bøger & Papir og BOGhandleren. Indeks Retail står derved bag i alt 175 boghandlere i Danmark med en samlet detailomsætning på ca. 1,8 mia. kr og ca. 1.100 medarbejdere.
– Det er et kollektiv, der har vundet Bog & idé med et oplæg, hvor vi sammen med vores søsterselskaber Zupa og Zupa Direct har kunnet sætte det rette strategiske set-up for kunden og møde deres forretning på alle niveauer. Ikke mindst i det som vel nok er det vigtigste af alt for en detailkæde, nemlig den daglige drift og evnen til at skabe pulsslag, siger Rune Gitz-Johansen, administrerende direktør for Recommended i København.
Det er en konstellation af Recommended og Zupa i København og Århus, der står bag strategi og kreativ platform i det oplæg, som skal vinde fremtidens forbrugere for Bog & idé. Og det er søsterselskabet Digital Xpress der leverer selve systemplatformen, så arbejdet med Bog & idé løses på tværs af hele NP3-familien.
Bilka vælger SpotProduction
Bilka, som var en af de første varehuskæder i Danmark, der fik etableret live skiltning, udskifter nu alle deres PC’er, som tidligere var drivkraften bag systemet til fordel for en løsning fra SpotProduction.
SpotProduction har i forvejen leveret instore TV til alle Bilka-varehuse, og de to partner bygger nu videre på det velfungerende samarbejde. SpotProduction overtog fra januar 2011 alle aktiviteter i forbindelse med instore TV ved kasselinjen, i gangarealer og ved kasselinjen.
– Vi er meget stolte over, at være kommet så langt med Bilka, at vi nu har underskrevet en aftale omkring alle nuværende og fremtidige online kanaler i Bilka. Aftalen har stor prestigemæssig værdi og betyder at SpotProduction har styrket sin position, som en af landets største udbydere af online TV og kreativ produktion af spots hertil, siger direktør Ruben Rubani.
I samarbejdet med Bilka vil SpotProduction også indgå i et tæt samarbejde med Clear Channel, som allerede igennem flere år har solgt medieplads på skærmene på Bilkas kasselinie.
– Vi vil fremover producere kreative spots til Clear Channels annoncører og dermed sikre os, at både Bilka og annoncørerne får en positiv totaloplevelse af deres investering i mediet, siger Ruben Rubani.