Det kræver vist ingen længerevarende uddannelse at regne ud, at den danske reklamebranche og resten af erhvervslivets organisationer mener, at den varslede reklameskat er en rigtig dårlig idé.
Derfor er konklusionen i en ny rapport fra Copenhagen Economics, som angiveligt viser, at reklameskatten koster hver dansk husstand 3.000 kroner om året næppe den store overraskelse.
Mere overraskende er det, at Markedsføring trods flere henvendelser ikke har formået at få fat i rapporten og dermed kaste et blik på beregningerne bag.
Det er selvfølgelig ærgerligt, da det uvilkårligt kategoriserer rapporten, der i dag har fået masser af omtale i eksempelvis dagbladet Børsen og på Jyllands-Postens website, som blot endnu et partsindlæg i den mudrede, aktuelle debat om reklameaviser/tilbudsaviser, ”Ja-tak” vs. ”Nej-tak”-ordninger og miljøbelastninger.
Det er således ikke længe siden, at Copenhagen Economics udsendte en anden rapport, som ikke kan beskrives som andet end et svar på tiltale til en rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der slog fast, at ”Tilbudsaviser gør dagligvarer dyrere”.
Copenhagen Economics’ seneste undersøgelse rakte således en hjælpende hånd ud til de udskældte tryksager. Den konkluderede nemlig, at “reklameaviser gør varer billigere“.
Familier skal betale 3.000 kr.
Ifølge dagbladet Børsen viser beregningerne i rapporten fra Copenhagen Economics, der blandt andet trækker på erfaringer med lignende tiltag i Østrig, ”at en afgift på 400 mio. kr. vil betyde, at prisen på fødevarer vil stige med op til fem-seks procent”.
Vi lader den lige stå et øjeblik: En afgift på 400 mio. kr. vil få dagligvarepriserne til at stige med fem-seks procent, hvilket vil betyde en merudgift for en dansk børnefamilie på mellem 2.500 og 3.000 kr. om året, lyder analysen altså ifølge Børsen.
Dermed er der ifølge medierne udsigt til, ”at de danske forbrugerpriser, som i forvejen ligger 42 pct. over gennemsnittet i EU, skal længere op”.
I regeringen begrunder skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) skatten med, at den vil gavne miljøet, fordi den ventes at lægge en dæmper på omfanget af reklametryksager. Samtidig vil den tilføre statskassen flere penge.
Meen…der er ifølge Danmarks Statistik i januar 2012 knap 2,6 millioner husstande i Danmark. Hvis hver af disse via en ny reklameskat bidrog med mellem 2.500 kr. og 3.000 kr., så ville det mindst tilføre statskassen 6,5 mia. kr., men reklameskatten skal ifølge oplægget ”blot” bidrage med 400 mio. kr., så der er vist noget, der ikke hænger sammen?
Det må den kommende tid vise, og Markedsføring vil naturligvis fortsætte med at undersøge, hvad der er op og ned i denne debat.