Når markedet ser sort ud, er der grund til at gøre flere ting, mener Suzanne C. Beckmann, marketing-professor ved CBS i København.
Og det første er at huske, at marketing er meget mere end kommunikation.
− Kotlers fire P’er holder stadig. Produktet bliver man aldrig færdig med at tilpasse og udvikle. Pris og Placering kan ingen virksomhed ignorere. Promotion, altså kommunikation i bredere forstand, kommer først til sidst, siger hun.
For det andet bør virksomhederne tænke ”outside-in”, snarere end ”inside-out.”
− I krisetider er kendskabet til forbrugere meget, meget vigtigt. Hvor opholder de sig, hvad er deres præferencer, og hvordan er deres adfærd? Målsætningen er at bygge relevante relationer til forbrugeren, og derved skabe sig konkurrencefordele, siger Suzanne C. Beckmann, der bruger kendsgerningen om den kritiske forbruger til at hæfte et femte P for People på Kotlers ligning.
Samlet fører de to første anbefalinger til markedsorienteret management, altså at virksomhederne tilpasser sig markedssituationen.
− Det virker sandsynligvis som en banal konstatering, men det er formentlig en af de sværeste discipliner overhovedet. Kombinationen af et indgående kendskab til markedet sammen med evnen og viljen til at afsætte ressourcer og udnytte den viden er vejen til øgede markedsandele, profitter, kundetilfredshed og kundeloyalitet, siger Suzanne C. Beckmann.
Læs hele interviewet i Markedsføring 2-2009, der udkommer i denne uge.