Mere end 2,2 mia. kr. Så meget ventes Carlsberg at bruge på markedsføring i indeværende regnskabsår. Det svarer til ca. 6,5 pct. af omsætningen og er en kraftig vækst, hvilket først og fremmest skyldes aktiviteterne i Rusland, fremgår det af regnskabs-meddelelsen for 3. kvartal.
I dette kvartal steg udgifterne fra 505 til 565 mio. kr. og på regnskabsårets 3 første kvartaler har Carlsberg brugt mere end 300 mio. kr. mere på markedsføring. I alt blev markedsførings-omkostningerne på 1,757 mia. kr. på 9 måneder. I 2003 brugte Carlsberg 1,885 mia. kr. på markedsføring.
“Disse investeringer har på kort sigt en negativ effekt på indtjeningen, men vurderes at være vitale for den langsigtede indtjeningsudvikling”, skriver Carlsberg i regnskabs-meddelelsen.
Carlsberg melder om fremgang både i volumen (+11 pct.), omsætning (+ 3 pct.) og primær drift (+ 5 pct.) for årets første 9 måneder. Koncernen har dog nedjusteret forventningerne til hele året på grund af utilfredsstillende resultater i Sverige. fin