Et af Danmarks største netværk for onlineannoncering, Krak Media Group, som tilbyder målrettede bannere og andre former for display-annoncering til op mod 2,8 mio. månedlige brugere, har fundet en ny partner på data-området.
Valget faldt på AudienceProject, der leverer marketingteknologi til validering af målgrupper og targeting af online-kampagner.
AudienceProject leverer i forvejen data og målgruppevalidering til virksomheder som Google, Facebook og mange af de største bureauer i Norden, hvilket har været udslagsgivende for Krak Media Groups valg af data-partner.
Ikke bare data
– Der er masser af virksomheder, der leverer data. AudienceProject adskiller sig på tre områder: For det første har de en høj standard, når det handler om præcision i deres kampagner. For det andet tilbyder de stort reach i mange segmenter. Endelig er deres valideringsværktøj velafprøvet og bliver brugt bredt i branchen, siger Astrid Thusgaard-Madsen, Head of Partnerships hos Krak Media Group
Alt i alt skal det give Krak Media Group, der ejes af Eniro Danmark, en fordel mod konkurrenterne. Og mod det fremadstormende Programmatic Buying.
– Med data fra AudienceProject bliver vi i stand til at minimere spildet i vores kunders kampagner, og dermed bliver kontaktprisen for den effektive målgruppe lavere end via andre distributionsplatforme, siger Astrid Thusgaard-Madsen
Tror på data
Krak Media Group er begyndt at opbygge data på deres egne websider og tilbyder allerede nu målrettede kampagner til kunderne via AudienceProject.
Hos AudienceProject ses partnerskabet med Krak Media Group som et skulderklap til de data, selskabet kan levere.
– Vi tror på værdien af at levere handlingsrettede data i stor skala, der giver udgivere og netværk mulighed for at opnå bedre reach og præcision, end de selv kan opnå ved at opbygge målgrupper. Dette giver en stor udgiver som Eniro mulighed for at forblive konkurrencedygtige på det digitale reklamemarked mod selv større globale tech-selskaber, siger Jacob Lachmann, CEO for AudienceProject.