To år i træk har magasinet “Penge og Privatøkonomi“ udnævnt Craven “A“ til at være den mest trendy cigaret. Et omfattende rundspørge blandt trendsættere, især indenfor reklamens verden, placerede den klassiske virginia-cigaret på toppen af smags- og imagebarometret.
Det passede mig fint. I årevis har jeg sværget til Craven “A“, for man skal ryge småt, men godt. Overprisen på fire kroner betød ikke noget, når det ugentlige forbrug var nede på en pakke. Og det er jo forskellen på, om man er tobakkens slave eller herre. Jeg praktiserer det sidste, kun ved festlige lejligheder ryger forbruget i vejret (og det betaler man prisen for dagen efter).
Nu er den ultimative anti-begivenhed indtruffet: Craven “A“ er trukket væk fra det danske marked, bekræfter importøren. Det kunne ikke længere betale sig for den engelske fabrik at fremstille særlige emballager med danske advarsler. Det mikroskopiske salg kunne ikke dække omkostningerne, og da danskestatens strikse myndigheder ikke er tilfredse med et klistermærke, men forlanger tryk på selve pakken, kan man sådan set godt forstå leverandøren i London.
Oh, du fanatiske anti-ryger, hvor må du fryde dig over disse sjælekvaler, hvor må det varme dit hjerte, at en forhærdet nikotinist er blevet udsat for den definitive sanktion: Hans mærke i ligkistesøm er røget ud af markedet. Hvis det nu var Prince heavy, light eller ultra light, der var sendt til de evige stepper, hvor asken efter mærker som Broadway, Adamas og Powhattan hviler i dekorerede urner, ville der opstå uro på offentlig gade, vej og plads – bortfaldet af et minoritets-mærke som Craven “A“ er ikke nok til at rejse blot en lille folkestorm.
I slutningen af 70erne kunne man herhjemme stadig købe filterfri Benson & Hedges Super Virginia Cigarettes fra Old Bond Street i London, emballeret i røde 20 stk. blikæsker. “When only the best will do“, stod der sandfærdigt i låget. En dag var denne delikatesse fjernet fra hylderne, men man kunne endnu vælge mellem Players, Senior Service og Craven “A“, sidstnævnte med mundstykke af korkpapir. Og engang var der udsøgte tyrkiske og ægyptiske cigaretter på markedet, virkelige kendere husker den ovale maxi-cigaret Simon Artz PL 50 i 50 stk. blikæsker med mytologiske motiver.
En kort periode kunne man i danske butikker købe den elegante og flødelækre Davidoff-cigaret, fremstillet af de fineste virginia-blade, men også her blandede Sundhedsstyrelsen sig og forlangte specialtrykte danske emballager, og så var det slut. Typisk embedsmandspedanteri, men fanatikerne glæder sig sikkert over at kunne genere nogle rygere. Nu skal vi rejse til London for at handle ægte virginia, og så må man finde sig i at betale vilde overpriser, idet det selvudråbte geni Tony Blær har sat cigaretpriserne op til omkring 50 kr. En mindrebemidlet britisk familie, der er afhængig af cigaretter, bruger i dag over 10% af den disponible indkomst til dette formål. Very democratic.
Man kan nu spørge: Ville Craven “A“ have haft en chance på det danske marked, hvor der var investeret en million eller to i markedsføring? Måske. Nordisk Tobaks Kompagni kunne godt have hentet nogle forbrugere indenfor de fire Kings-varianter, men de høje afgifter og lave fortjenester stiller krav til salgets omfang, og det var nok aldrig lykkedes at erobre en markedsandel på over 1%.
Nostalgi, snobberi, idioti – jeg kalder det en EU-stridig teknisk handelshindring, og hvis tiden tillader det, vil jeg overveje at indklage Danmark for EU-kommissionen for at spærre for cigaretternes frie bevægelighed. Bare vent, Lykketoft, Stavad, Auken og Koch…