Selv om danske studerende allerede kommer hurtigere igennem uddannelserne end tidligere, skal der i fremtiden løbes endnu hurtigere på universiteterne.
Det mener uddannelsesminister Morten Østergaard (R), som er klar med skrappe krav til universiteterne om at nedbringe studietiderne. Om nødvendigt må universiteterne tage sommerferien i brug, lyder det.
Ifølge nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil hurtigere gennemførelsestider være en god forretning for statskassen.
Hvis alle universitetsstuderende på en årgang kunne være færdige et år hurtigere end i dag, ville det bidrage med 8,4 mia. kr. samlet til samfundet. Et tal som dækker over, hvor meget hver enkelt studerende forventes at tjene resten af livet, fratrukket prisen for at uddanne en studerende.
Formanden for Danske Universiteter, Jens Odddershede, mener dog, at der allerede i dag læses hurtigt i landets auditorier.
– Vi er allerede godt i gang med at få de studerende hurtigere igennem, siger han og tror ikke, at sommerkurser vil hjælpe meget: ”Der findes ikke et quick fix, og de studerende har også travlt med at arbejde og lave andre ting i sommerferierne”.