FIH Erhvervsbanks krav om indfrielse af lån til ejendomssektoren for adskillige milliarder er slet ikke i overensstemmelse med de politiske intentioner i loven, der banede vej for ATP’s overtagelse af banken i januar.
Overtagelsen gav allerede dengang anledning til politiske betænkeligheder på Christiansborg, og en af forudsætningerne var, at FIH Erhvervsbank skulle overleve for at beskytte danske virksomheder, der igennem mange år har optaget lån i dette pengeinstitut. Sådan udlægger det tidligere folketingsmedlem Colette Brix aftalen.
Hun kender forhandlingerne indgående, da hun forhandlede aftalen på vegne af Dansk Folkeparti under den forrige regering. Colette Brix udtaler sig i dag i egenskab af formand for erhvervsorganisationen Dansk Erhvervssammenslutning.