Ude godt. Hjemme bedst. Sådan kan Flemming Holms flirt med Advance bedst beskrives, efter han tilbage i efteråret forlod jobbet som kreativ direktør hos Zupa Recommended for at søge nye græsgange hos Advance.
Men naboens græs virker som bekendt altid grønnere fra den anden side af hækken – i hvert fald indtil det bliver hverdag. Så er virkeligheden ofte en anden. Det har Flemming Holm måttet erkende, nu hvor han er tilbage hos Zupa Recommended.
Om det overraskende jobskifte forklarer Flemming Holm:
– Advance var på mange måder en rigtig god og positiv oplevelse. Men jeg fandt også ud af, at den form for kommunikation, som jeg brænder for, skabes bedst i et miljø, hvor digitale tanker fylder meget – i alt, hvad vi siger, gør og tænker. Blandt andet derfor vender jeg tilbage til Zupa Recommended, hvor en gammel røver som jeg fortsat kan lære en masse.
– Samtidig bliver en af mine opgaver at være med til at udvikle den kreative afdeling, hvilket er fantastisk spændende i en verden i konstant forandring. Det glæder jeg mig til, igen at være en del af, og har planer om at blive i de vante omgivelser på Nygaardsvej i rigtig lang tid, fastslår Flemming Holm:.
Adm. direktør Niels Ranum er naturligvis glad for at have Flemming Holm tilbage på bureauet.
– Lige så ærgerlige, vi var over at sige farvel til Flemming, ligeså glade er vi for at byde ham velkommen tilbage. Og vi glæder os over, både at få en dygtig kreativ og dedikeret kollega og ikke mindst en kulturbærer ombord igen, fortæller Niels Ranum.
Udover Flemming Holm har bureauet også styrket sig på kontaktsiden, hvor man har fået kontaktdirektør Hans von Haffner om bord. Han kommer fra en tilsvarende stilling hos Kunde & Co.