– Jeg ved da godt, at der findes bureauer, hvor holdningen er, at medarbejderne alle sammen er seniorfolk, og derfor ikke har brug for ledelse. Det er jeg lodret uenig i, siger Joachim Rosenstand fra Rosenstand & Co.
Så nu har han allieret sig med coach og mentaltræner Ejnar Larsen, der bl.a. er elitesvømmetræner for bl.a. OL-bronzevinder Lotte Friis, og tanken er, at skal supplere det ledelsesmæssige ansvar på bureauet.
Reklamebranchen har i en årrække haft ry for at tiltrække og fastholde dygtige og kreative medarbejdere i kraft af høje lønninger og et ”hipt” image. Men det er ikke nok, og det er slet ikke godt nok, mener Joachim Rosenstand.
– Når man arbejder i en kreativ branche som vores, er der et særligt pres på den enkelte. Ideer skal tænkes frem og udvikles, præsenteres for kunderne og eksekveres, og det kan godt skabe præstationsangst, stress og dårlig trivsel. Som ”arbejdende” chef har jeg ikke nødvendigvis overskud til at hjælpe mine medarbejdere – som i arbejdssituationen er ligeværdige kollegaer – på rette vej, når det gælder udvikling af personlige egenskaber og samarbejdsrelationer. Så derfor har jeg valgt at forstærke den del af mit ledelsesansvar, siger Joachim Rosenstand.
Bedre resultater
Han ser i øvrigt ikke bare initiativet som et udtryk for medarbejderpleje, men også som en måde at skabe bedre samarbejde med kunderne og i sidste instans bedre resultater.
– Reklamebureauer vælges ofte til på grund af deres kreativitet. Men når et bureausamarbejde opgives, så sker det derimod ofte på grund af dårlig kemi eller problemer i de daglige relationer. Med det initiativ, vi har taget, er det mit håb, at vi kan være med til at skabe bedre kommunikation med vores kunder og dermed også bedre resultater for dem, siger han.
Læs hele historien i Markedsføring, der udkommer i morgen, tirsdag.