Den danske reklamebranche lider under, at for få kvinder sidder på fremtrædende, kreative poster. Det hæmmer niveauet, for diversitet fremmer kreativiteten.

Sådan lyder det fra Ogilvys to nye kreative direktører, Camilla Ploug og Katrine Jo Madsen, der nu opfordrer til, at bureauer, annoncører og pris-uddelere sætter fokus på at sikre større diversitet.

Katrine Jo Madsen forklarer, at hun flere gange har siddet i både nationale og internationale juryer, hvor hun har været én af få kvinder – og tit endda den eneste. 

Til spørgsmålet om nødvendigheden af at indføre kvoter, så andelen af kvinder, der deltager i juryarbejdet, bliver højere, siger hun:

– Personligt ville jeg hellere have, at vi ikke skulle have dem. Men jeg tror, at de er nødvendige, siger Katrine Jo Madsen og fortsætter: 

– For undersøgelser fra European Women’s Lobby viser, at det med den nuværende udvikling vil tage 50 år at få 40 procent kvinder ind i europæiske virksomheders bestyrelser. Så lang tid eller stor tålmodighed har vi ikke.

Hendes kollega Camilla Ploug er enig:

– Udviklingen går for langsomt. Jeg tror også, at en større diversitet vil kunne ses i forhold til, hvad der bliver præmieret, siger hun.

Hvordan skal kønsfordelingen så være?

– Det vil jeg ikke bestemme, men jeg synes, at det som med alt andet er nødvendigt at sætte handling bag ordene, siger Katrine Jo Madsen.

De mener ikke, at årsagen til, at der for eksempel er færre kvinder i juryarbejder, er, at flest mænd ønsker at deltage. 

– Nej, det er jo en kæmpe ære at blive inviteret med i en jury, uanset om man er mand eller kvinde eller noget helt andet. Men når det så er sagt, så har vi klart manglet rollemodeller, siger Katrine Jo Madsen.

Rollemodeller

Med nyslåede titler af kreative direktører er de to selv mere undtagelsen end reglen i den danske reklamebranche.

– Udover at sætte Ogilvy på landkortet, er det også en prioritet for os at være rollemodeller, vi selv savnede for 10 år siden – og det er også grunden til, at vi gerne vil tale om det her. Det handler om at være synlig. Hvis alle de kvinder, der har de tunge, kreative poster, var mere synlige, ville det være unødvendigt at lave interviews som dette, siger Katrine Jo Madsen.

I forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts er der blevet offentliggjort flere analyser og undersøgelser, der dokumenterer, at kvinder i 2020 stadig halter efter mændene på en række parametre. 

Og i 2018 offentliggjorde Københavns Universitet forskning, der viser, at ”mænd og kvinders indkomst stort set udvikler sig parallelt indtil fødslen af deres første barn, hvorefter kvinders arbejdsindkomst falder brat umiddelbart efter fødslen.”   

– For nylig var jeg inviteret til at tale for Ministeriet For Kreative Reklamekvinder om ”Baby, barsel og balance.” Der var 35 kvinder fra start 20’erne og hele vejen op, som kom for at snakke om, hvordan man kan få dén kabale til at gå op uden at gå på kompromis med hverken løn, fede projekter eller karrieremuligheder. Jeg kender ikke så mange mænd, der er nødt til at tale om den slags, siger Katrine Jo Madsen.

Hvad tror I, der er årsagen til, at der ikke er så mange kvindelige kreative direktører?

– Noget af det skyldes en generationsting. Hvis du ser på, hvem der kreative direktører, så er mange af dem ældre end os. Men nu ser vi, at der på de kreative uddannelser er mange flere kvinder end tidligere, siger Camilla Ploug og fortsætter:

– Og de skal på ingen måde lade deres køn stå i vejen for karrieredrømmene.

Man kan også havne i en situation, hvor man har en mistanke om, at man er blevet valgt fordi, man har et bestemt køn?

– Ingen af os er i tvivl om, hvorfor vi er blevet valgt. Vi er helt sikkert ikke blevet ansat, fordi vi er kvinder, men fordi vi er dygtige til det, vi laver, siger Camilla Ploug.

Hvorfor bliver kreativt arbejde bedre af større diversitet?

– Jo flere vinkler, desto bedre. Har du nogle, som ligner hinanden for meget, så bliver output i bedste fald meget ens – og i værste fald ikke udfordret nok. Vi er alle sammen summen af vores oplevelser – og jo flere forskelige mennesker, der er samlet om bordet, desto mere varierede og spændende samtaler opstår der. I sidste ende giver det en bredere kreativitet, siger Katrine Jo Madsen.

Hvad er jeres vigtigste budskab i dag?

– Diversitet avler overraskende løsninger, der skaber resultater.

De kommende dage sætter Markedsføring fokus på diversitet i branchen…