Reklamefestivalen Cannes Lions bliver ofte sammenlignet med filmfestivalen i Cannes. Men intet kan være mere forkert.
Ganske vist afholdes begge festivaler i den samme by med en måneds mellemrum, der er masser af fest og farver, og byen er i begge tilfælde spækket med major players, wannabees og has-beens.
Men der holder ligheden op på en række fundamentale punkter.
Filmfestivalen i maj er først og fremmest er en global markedsplads, hvor det gælder om af få finansiering til kommende filmprojekter, få solgt producerede film til nye markeder, få markedsført filmstjerner og ikke mindst global omtale af internationale filmproduktioner der kan skaffe flere biografgængere og sælge flere DVD’er.
Tag f.eks. vinderen af de gyldne palmer Michael Moore, der med s ejren automatisk kan sætte millioner af dollars ind på bankbogen.
Reklamefestivalen i juni har en helt anden baggrund. Her er der ingen film der skal finansieres. Alle film der bliver vist, er allerede betalt af en kunde. De kommercielt udviklede film er heller ikke beregnet på salg til andre markeder, idet de er beregnede til specifikke målgrupper. Der er ingen filmstjerner i byen, og global presseomtale af de enkelte film er heller ikke på dagsordenen.
Med hvorfor er der så grund til at holde en reklamefestival?
Jo, reklamefestivalen drejer sig først og fremmes om kommerciel dannelse og uddannelse.
Uddannelse i at se film, film og atter film.
Uddannelse i at kunne identificere kvalitet, ideer, kreativitet, genialitet. Netop de produkter kunderne betaler i dyre domme for at man som kreativ rådgiver udvikler.
Selvfølgelig kan man lade det internationale og meget kompetente dommerpanel – i år under ledelse af juryformanden Piyush Pandey fra Indien – gøre arbejdet for sig, og nøjes med at være enige med dem.
M en så bliver festivalen jo ikke andet end en udvælgelse af gode reklamefilm, som man kan opleve så mange andre steder.
I visse tilfælde er det ikke kun kvaliteten der af afgørende. Når det drejer sig om rådgivning om kommunikation er rådgiverens referenceramme inklusiv kvantiteten af denne af stor betydning.
Kommunikationsrådgivere kan ikke tillade sig den luksus kun at forholde sig til det sublime, og det der allerede er blevet fordøjet af ligesindede.
Selvfølgelig kan man – eller skal man – se alle guld- sølv og bronzevinderne, men hvorfor skal man overhovedet interessere sig for de 4700 film der ikke vinder noget. Hvad kan man lære af dem?
Faktisk en hel del. Det forholder sig med reklamefilm som det gør det med kunst. Jo flere værker man stilles overfor – des mere kritisk bliver man. Ikke nødvendigvis kritisk i destruktiv forstand, men evnen til at kende skidt fra kanel skærpes væsentligt.
I kunstens verden er det heller ikke nok at komme på Louisiana en gang om året for at være opdateret eller inspireret . Det gælder om at besøge små og store gallerier, kunstgrupper, happenings og endda selv opsøge de miljøer, der er med til at udvikle nye ideer.
Hvis man rådgiver om kunst forventes det, at man er orienteret ud over det alle og enhver kan sige sig selv. Det samme gælder for kommunikationsrådgivere.
Hvis man som rådgiver blot ser vinderne, er der risiko for at ens reklameverdensbillede bliver skævvredet. Godt nok er det fantastisk at opleve høj kvalitet – både kunstnerisk og teknisk – men som kreativ (husk det betyder skabende) kan man ikke sidde tilbagelænet og fordøje andres gennemtyggede mad.
Inspiration kan som bekendt komme alle steder fra, men hvis man begrænser sig til at hente inspiration fra den samme Shots-DVD, det samme nummer af Archive eller nøjes med at se 0,05% af filmene i Cannes, snyder man sig selv for meget.
Intet andet sted i verden bliver man på noget tidspukt af året præsenteret for den globale produktion af kommercielle budskaber. Intet andet sted i verden bliver ens kulturelle og kommer cielle baggrund udfordret som i Cannes.
Derfor er der god grund til at 8500 delegerede og 600 journalister fra 80 lande ser på 5000 film, 10000 press & poster, 1500 websites, 1000 DM og 900 medialøsninger.
Inspirationen til den næste geniale løsning kan nemlig ligge alle mulige steder. I den tjekkiske film for lageragurker. I den sydafrikanske film for tandhygiejne. I den koreanske film for morgenavisen.
Eller måske et eller andet sted der imellem…