Alt for få professionelle sprogbrugere arbejder med deres sprog. Det konstaterede blandt andre dommerpanelet, da Berlingske Tidende for nylig uddelte Corporate Image Prisen. Dommerpanelet udtalte således, at ingen af den lille halve snes finalister kunne få topkarakter for sproget i deres rubrikannoncer! Og kigger man gennem søndagsavisernes jobsektioner, er Corporate Image-finalisterne ikke alene om det slappe sprog.
“Du er iderig og arbejder systematisk, og du er også udadvendt og forretningsorienteret samt indstillet på at yde en målrettet indsats.“
“Vi tilbyder: Et spændende og udfordrende job i et dynamisk og internationalt team, hvor du får mulighed for at benytte erfaringerne fra din uddannelse i praksis.“
“Vi forestiller os, at du behersker engelsk på et fornuftigt niveau.“
“Vi tilbyder: – et job med mange udfordringer i en spændende virksomhed; – et uformelt arbejdsklima i en international atmosfære.“
“Vi tilbyder: – et udfordrende og selvstændigt job i en fremsynet virksomhed; – et bagland, der både menneskeligt og fagligt ligger på et højt niveau.“
Velment men ikke særligt præcist for en ansøger, der skal tage stilling til, om han skal søge jobbet. – og lave væsentlige ændringer i sit liv. Man må kræve sproglig troværdighed overfor de mennesker der vil søge en stilling. Er annoncen ikke troværdig, er firmaet det måske heller ikke.
Gert Smistrup har i en årrække koncentreret sig om det journalistiske sprog. Det har adskillige årgange på Journalisthøjskolen haft glæde af, ligesom de ansatte på Berlingske Tidende, der fik ham som sprogchef, da han blev pensioneret i Århus.
“Godt sprog kan roses frem,“ mener sprogmanden, der med et væld af sproglige eksempler og sit engagement er i stand til at inspirere selv den værste sproglige tørvetriller.
Efter Gert Smistrups mening, skal journalister og tekstforfattere præstere et forståeligt sprog: “Så læserne forstår, hvad der står i avisen, og de ikke keder sig, mens de forstår det,“ som han udtrykker det. Læserne skal have valuta for pengene – også i annoncerne.
Stillingsannoncer er præget af uforpligtende ord. Det ses klart, hvis man kan bytte om på tillægsordene i en tekst, uden der sker noget ved det. “Sproglig bodybuilding“ fra tekstforfatternes side, mener Gert Smistrup. Og han giver samtidig en række eksempler på de uforpligtende ord og fraser fra annoncerne: serviceminded, udadvendt, initiativrig, resultatorienteret, dynamisk, kreativ, engageret, målrettet, selvstændig, ansvarlig, pålidelig, loyal, systematisk, samarbejdsorienteret, have indsigt i markedsføring og argumentationsteknik, strategisk planlægning og organistation, overblik, handlekraft, fantasi, kvalitetsbevidsthed, fleksibilitet, gennemslagskraft og gå-på-mod.
Ord, som det er umuligt at vide, om man kan leve op til som ansøger. I annoncetekster benyttes fx. ordet “anderledes“ ofte. Men “anderledes“ end hvad, må man så spørge.
“Ord skal være som checks. De skal kunne indløses i en “bank“ for et kontant og konkret indhold.“ Og det kan meget få i ovennævnte ordrække.
En del af problemerne i teksterne opstår sikkert, når den der skal skrive teksten ikke kender noget til det job, der skal besættes. Derfor kan det ofte anbefales at lade den nærmeste chef beskrive kvalifikationerne, han efterlyser hos en ny medarbejder.
Det er bestemt ikke nok at skrive “ud ad landevejen“, når man laver en annoncetekst. Ord har det nemlig med at “springe“ fra den ene annonce til den anden. Så dårlige, overfladiske ord hurtigt formerer sig.
Er man på jagt efter nyt job, læser man jobannoncerne med meget stor opmærksomhed – ord for ord. Og her bliver man ikke meget klogere af at få at vide, at et job er “spændende“. Oftest er det nemlig tillægsordene, der forfladiger sproget. En chefredaktør skal en gang have sagt til sine medarbejdere: “Hver gang I vil bruge et tillægsord, skal I komme op og spørge mig først.“
“Og det er nok meget rimeligt, fordi det er her de største postulater og risici ligger,“ mener Gert Smistrup.
Skribenterne glemmer ofte forskellen mellem benævnende, beskrivende og bedømmende tillægsord. Og Gert Smistrup giver straks et eksempel på de tre:
Dronning Margrethe var iført en mønstret silkekjole. (benævnende)
Dronning Margrethe var iført en blå kjole af thaisilke med hvide og orangefarvede blomster. (beskrivende)
Dronning Margrethe var iført en katastrofeblomstret kjole (fra P4 i P1). (bedømmende)
“Føler man, man har “en let pen“, er det ofte, fordi man skriver i et uforpligtende sprog. Sproget skal holdes tæt til og undgå overgangssandsynligheder i sproget.“ (Det er dem, man ofte hører i sølvbryllupstaler eller i Folketinget.)
Gert Smsitrup giver eksemplet: “Han lovede hende guld og grønne …“, hvorefter alle automatisk gætter på “skove“.
Overgangssandsynligheden kan brydes ved at slutte med noget uventet. Og det er altid en god ide at forsøge at overraske med sit sprog.
Åse Olesen, MF, udtalte engang: “Et ord er et ord, og en mand er en karklud.“ En uventet slutning, der bevirkede, at mange hørte hele sætningen og stadig kan huske hendes udtalelse.
“Skribenten bør have bevidsthed om sprogets mekanikker, faldgruber og krinkelkroge. Sprog må ikke skrive sig selv, så får det nemlig magt over skribenten og ikke omvendt,“ slutter Gert Smistrup.