Det går lynhurtigt for det unge, norske adtech-selskab Tactic Real-Time Marketing i hjemlandet Norge, hvor over 40 virksomheder nu er føjet til kundelisten.
Nu kommer selskabet også til Danmark via et nyt kontor i København, hvor Christian Jørgensen er blevet ansat som landeansvarlig.
Han har senest arbejdet i Leadmill og Keybroker, og han er uddannet fra CBS.
– Der har været meget udvikling i forbindelse med data-drevne kampagner, men annonce-relevansen i de tilhørende kreativer og budskaber har haltet efter, siger Christian Jørgensen.
– Medieindkøbet i Prospecting-kampagner indeholder måske op til 10 forskellige audiences, men ofte anvender annoncørerne det samme budskab på tværs af disse. Kæledyrsejere vil måske opleve kreativt indhold mere relevant, hvis der indgår et billede af et kæledyr. Men indtil nu har det været tidskrævende at producere og versionere så meget kreativt indhold til kampagner – selv hvis man benytter sig af drag n’ drop løsninger, fortsætter han.
Solid nordisk vækst
Tactic står bag en digital kreativ platform, hvor annoncørerne får mulighed for at skræddersy design og budskaber – også helt ned på DCO (Dynamic Creative Optimisation)-niveau.
Tanken er, at brugerne dermed opnår større kontrol over deres egen digitale annoncering og dermed bedre kan opbygge et stærkt brand gennem kreative, målrettede og skiftende annoncer.
I foråret hentede det tre år gamle adtech-selskab i øvrigt 10 millioner norske kroner i frisk kapital, som skal bidrage til at styrke det nordiske marked yderligere.
Forventningen er at tredoble kundebasen inden udgangen af 2017. Bl.a. HBO Nordic, DNB, COOP og TUI benytter i dag Tactic.
Tactic har udover det danske kontor også åbnet i Sverige.
– Vi vokser i et højt tempo. Dette er en tjeneste som mange markedsførere har ventet på, og som vil sætte en ny standard for tilpasset markedsføring. Med fornuftige forretningshoveder på plads i de andre nordiske lande, er vi klar til den videre udvikling. Det er en stor glæde at have Christian Jørgensen med på det nordiske hold, siger CEO i Tactic Real-Time Marketing, Per Elling Braseth-Ellingsen.