Danske virksomheder lever livet farligt og giver i stigende grad kredit til kunderne.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Tendensen er stik mod resten af Vesteuropa, hvor virksomheder er mindre tilbøjelige til at lade kunderne vente med betalingerne. Set i forhold til de danske virksomheders samlede salg, er salg på kredit over det seneste år vokset med 13 pct. på hjemmemarkedet og 7,2 pct. på eksportmarkederne.
– Kredit er blevet mere udbredt, end man har set tidligere. Og det kan være farligt, for hvis ikke man er påpasselig, kan man løbe ind i en ordentlig øretæve. For de virksomheder, som i forvejen går på kanten til store problemer, kan det endda hive tæppet væk under virksomheden, hvis ikke betalingen kommer hjem, siger adm. direktør i Atradius, Jørgen Lund Lavesen.
Det er især de små og mellemstore danske virksomheder, der giver kredit. I gennemsnit giver de mindre virksomheder kunderne 10 dages længere kredit, end de store gør.
Børsen