På fem minutter lykkedes det Nils Natorp at forklare denne artikels forfatter, hvordan Danmark er blevet skabt samt formidle en dyb fascination af Møns Klint. Bliver den fortælleglæde og det engagement overført til et nyt museums-projekt, så er Danmark på vej til at få en ny meget spændende turist-attraktion.
Geo Center Møns Klint er det navn, projektet gemmer sig bag. Men man skal ikke lade sig snyde af det relativt anonyme navn. Det er et projekt til 80 mio. kr – heraf 30 mio. til formidlingsopgaven – og det skal medvirke til at gøre Møns Klint til en total-oplevelse for de 300.000 årlige besøgende – samt forhåbentlig en hel masse flere, når Centret åbner i 2003.
Og så vil det være et projekt som vil bygge på en helt ny og utraditionel måde at formidle historie på. Tag blot f.eks. at et reklamebureau bliver projektleder på hele formidlingsopgaven og at indholdet er skabt først, og kommer til at ligge til grund for arkitekt-konkurrencen for den nye bygning, der skal placeres i den smukke natur nede bag klinten.
Historien: Danmark er det eneste land i verden, der udelukkende hviler på kridtgrund. I forbindelse med det sidste isfremstød, skubbede ismasserne kridtet op foran sig. Da de Skandinaviske fjelde begyndte at rejse sig, trak de den danske kridt-grund med sig op og Danmark blev til. Det er baggrunden for, at man i dag kan få et helt usædvanligt sus ved at stå på toppen af en kridt-skrænt 130 meter over havet. Her kan man opleve historien om skabelsen af Danmark.
Møns Klint er usædvanlig på et andet område. Danmark er det nordligste sted, man kan finde orkideer, og på Møn kan man se 18 ud af 40 arter – heraf er de tre unikke.
TOTALOPLEVELSE
Geo Center Møns Klint skal medvirke til at skabe en total-oplevelse for besøgende ved, at de ikke blot skal opleve naturen, men de skal også opleve historien.
Derfor blev formidlingsopgaven sendt i licitation før byggeriet.
– Selvfølgelig er bygningen vigtig, og den skal i sit indhold, struktur og form matche oplevelsen af klinten. Men det er historien, der er det væsentlige, siger Nils Natorp.
Han søgte derfor at få nogle deltagere med i licitationen, der var ud over den sædvanlige garde i den slags projekter, og heriblandt kom Agitator med på et wild-card. Men trods den lave seedning, så vandt bureauet spillet.
– Vi fik en stribe utroligt gode forslag og alle var oppe som vindere i de tre dage, det tog at afgøre licitationen. Vi er dog helt sikre på, at vi har fundet den rigtige vinder, siger Nils Natorp.
Agitator – eller Team Agitator fordi bureauet havde allieret sig med en stribe andre formidlings-eksperter – vandt på et forslag om, at lade kulturpersonligheder fortolke de seks perioder, der er centrale i historien.
GeoCenter Møns Klint vil komme til at rumme en slags tunnel, hvor den videnskabelige beskrivelse af Danmarks tilblivelse vil foregå. Det kommer dog til at foregå ved brug af alskens moderne teknologi, der kan levendegøre fortællingen. I tilknytning til denne tunnel vil der så blive etableret seks rum, der hver skal rumme en mere fri beskrivelse af nogle nøgleperioder, og det er her Team Agitator udviklede sin banebrydende ide.
– Vi var på et tidspunkt i processen også på vej ind i den klassiske fælde – nemlig at fokusere på huset. Men vi fik drejet overvejelserne over i det, som det jo grundlæggende handler om – nemlig formidling, siger adm. dir. Ulrik Heilmann, Agitator.
KULTUR FORMIDLER NATUR
Indholdet af de seks rum bliver ikke som sådan frit – kulturpersonlighederne vil få en meget præcis briefing. Men de får dog mulighed for at sætte deres personlige præg på rummene, som således bliver en form for kunstværker i sig selv. Kulturen skal være med til at formidle naturen.
– Den objektive sandhed er alligevel diffus, så derfor er det fint med en kunstnerisk fortolkning. Der kan blive tale om meget forskellige typer – som f.eks. Troels Kløvedal, Bjørn Nørgaard eller Lars von Trier. Der skal grundlæggende være tale om de bedste historiefortællere, og de vil blive fundet gennem en licitation. Det ligger ydermere i konceptet, at der kan blive tale om en udskiftning på et eller andet tidspunkt – noget som i sig selv vil kunne medvirke til at markedsføre centeret, siger Nils Natorp.
Team Agitator består af Linneballe Designers, Design Albatroz, Seidenfaden Design – og så filminstruktøren Ole Bornedal, som det lykkedes Ulrik Heilmann at få tændt på ideen midt i travlheden med nye film.
– Det har været spændende at samarbejde med nogle andre typer end dem, vi normalt omgås i hverdagen. Og så er det faktisk ikke kun strategi, kommunikation og markedsføring som vi bliver involveret i, men også udvikling og produktion af flere af de 6 rum. Jeg synes selv, at det giver nogle meget spændende perspektiver, siger Ulrik Heilmann.