I sidste uge udtalte statsminister Mette Frederiksen, at det er på tide at aflive den sejlivede myte, at ens arbejde nødvendigvis skal være lystbetonet.

Derfor har Krifa nu grebet udtalelsen og skyder aktivt tilbage mod statsminister Mette Frederiksen i en busreklame, der kører med pendulfart rundt om Christiansborg. Her lyder budskabet fra Krifa: “God arbejdslyst er godt for alle, Mette”.

Med andre ord var der ikke langt fra tanke til handling hos Krifa, siger marketinghcef Thomas Eskildsen.

“Vi ville gerne prikke til Mette Frederiksens udtalelse og udnytte det momentum, som regeringens udspil har skabt ved at skabe en offentlig debat om ‘God Arbejdslyst’ (der er Krifas marketing-payoff, red.). Derfor besluttede vi os for at handle hurtigt, og jeg gætter på, at processen tog mellem én til to dage, fra vi havde en idé til vi var i fuld gang med at eksekvere,” siger marketinghcefen.

Minister henviste til Krifa-reklame

Med til historien skal i øvrigt nævnes, at beskæftigelseminister Peter Hummelgaard på samme pressemøde refererede til en tidligere Krifa-busreklame, som ifølge beskæftigelseministerens argumentation, var en opfordring til unge studerende om at stille sig direkte op i ledighedskøen.

En kommentar, Krifa bed mærke i.

“Først studsede vi over, at en halvt år gammel Krifa-reklame pludselig blev anvendt i en argumentation om, at unge studerende bliver opfordret til at melde sig direkte i ledighedskøen. Det, kan vi godt slå fast, ikke er budskabet,” siger Thomas Eskildsen, som forklarer, at kampagnen var en venlig påmindelse til studerende om at tilmelde sig en A-kasse inden 14 dage efter færdiggørelse af studie for at sikre sin ret til dagpenge.

“Vi blev selvfølgelig smigret over, at landets beskæftigelsesminister bygger sin politik på baggrund af en busreklame, som vi er afsender på. Men det hele blev jo forstærket af, at statsministeren senere på pressemødet begyndte at tale ind i vores vision om ‘God Arbejdslyst’ og dermed fik sat indirekte fokus på en for os vigtig dagsorden,” tilføjer han.

Håber, det skaber røre

Nåede I at gøre jer nogle overvejelser i betragtning af, at I nu lægger jer direkte ud med landets regering?

“Vi var ret hurtig overbevist om, at den her kampagne ikke kommer til at stille Krifa i et dårligt lys. Vi mener, at vi har fat i den lange ende. Vores forskning viser, at trivsel på jobbet smitter af medarbejderes generelle livslykke og giver virksomhederne en bedre bundlinje, hvilket også er det budskab, som kan aflæses på linje 37, som kører flere gange dagligt forbi Christiansborg.”

“Vi synes, det er en meget gammeldags holdning, når statsministeren siger, at arbejde ikke skal være lystbetonet. Vi mener i virkeligheden, at danskerne fortjener ‘God Arbejdslyst’. Vi bruger trods alt det meste af vores vågne timer på at gå på arbejde,” fastslår Thomas Eskildsen.

Kampagnen bliver desuden fulgt op af, at Krifa har taget linje 37 ud af rute for at anvende bussen som omdrejningspunkt for en event på en uddannelsesinstitution i København og foran Christiansborg, hvor Krifa håber på at få beskæftigelsesordførerne fra Folketingets partier i tale – og ikke mindst de unge studerende, som debatten har handlet om.

“Vi håber jo selvfølgelig på, at vi med bussens placering på Christiansborg og vores dialog med politikere måske kan være heldige at få lidt medieomtale, hvis vi kan få bussen til at skabe tilstrækkelig viral effekt. Det arbejder vi selvfølgelig på,” siger Thomas Eskildsen.

Om regnestykket for kampagnen vil marketingchefen ikke udtale sig om – andet end, at han dog godt vil afsløre, at han ikke kommer til at udregne ROI for kampagnen, da eksekveringen først og fremmest skulle gå stærkt for at udnytte timingen i at udnytte den offentlige debat, der opstod i kølvandet på regeringens pressemøde.

Gense indslag fra pressemødet, hvor regeringen præsenterer sin beskæftigelsesreform ‘Danmark kan mere 1’ her.