Status på andendagen ved reklamefestivalen Cannes Lions giver ikke anledning til at åbne champagneflaskerne.
106 ud af i alt 171 indsendte danske arbejder i kategorierne Promo/Activation, Direct, Outdoor, Print, PR, Radio og Media er vejet – og på nær to styk – fundet for lette.
I går kunne BBDO dog glæde sig over at
bureauets Space Heroes for Mars-brandets M&M-pastiller fandt nåde for juryens øjne i Promo/Activation-kategorien. Det er den kampagne, som tidligere på året løb med Årets Internet Award herhjemme.
Og i dag kunne også ophavsfolkene bag et enkelt arbejde i radio-kategorien løfte armene.
Ikke Uncle, ikke Bates, ikke Halbye Kaag, ikke DDB – og ikke &Co. Men såmænd Radioguru fra Randers og Sphion fra Aalborg, som i fællesskab har begået en radioreklame for TV 2’s visning af den prisbelønnede dokumentarfilm ”Armadillo”.
Dermed er 34 danske printarbejder, 17 media-arbejder, 16 promo-arbejder, 14 outdoor-arbejder, 13 direct-arbejder, 9 radio-arbejder og et enkelt PR-arbejde allerede nu sendt ud i kulden, hvis man ellers kan tale om kulde i det sydfranske solparadis.
For bureauer som Uncle Grey, Halbye Kaag JWT og &Co er det foreløbige resultat lidt af et slag i badehatten.
Uncle Grey havde til de syv kategorier indsendt 26 arbejder – ikke én nominering er det blevet til. Halbye Kaag JWT havde til de syv kategorier indsendt 21 arbejder – ikke én nominering. Og & Co havde til de syv kategorier leveret 17 arbejder – ikke én nominering.
Heller ikke DDB’s seks arbejder, Robert-Boisen & Like-mindeds fem eller Bates’ fire arbejder i de foreløbig syv kategorier gik videre.
Håb forude
Men inden vi helt pakker Dannebrog sammen, så er der stadig seks kategorier – og 65 af de 171 danske arbejder – tilbage. I Cyber-kategorien deltager 17 danske arbejder, i Design 4, i Film 34, i Film Craft 4, i Titanium/Integrated 4 og i Creative Effectiveness Award 2.
I Cyber har følgende bureauer fortsat mulighed for nomineringer:
– BBDO, IUM/Hello Monday, Relax we are the good guys/Bocca, I am Pelle/Relax we are the good guys, Robert/Boisen & Like-minded, DDB, Kommunikationsbureauet København/VerticPortals, Uncle Grey/The Planet, Støvring+Woodward, Naked Communications, Hjaltelin, Stahl & Co.
I Design kan &Co, Designbolaget, Envision og Brandhouse komme i betragtning.
I Film kan &Co, DDB, Uncle Grey, Hjaltelin Stahl & Co,  Halbye Kaag JWT, Brandhouse, Kong, Suzumuchi, Robert/Boisen & Like-minded, Mensch, Bates, Made in Valby, 2+1 Ideas Agency og Bacon komme på podiet.
I Film Craft har 2+1 Ideas Agency, Bacon, Mensch og Lego mulighed for nomineringer.
I Titanium/Integrated kan Nørgaard Mikkelsen, DDB og Grey København nå at blive nomineret.
Og i den nye kategori Creative Effectiveness Award er MEC Access og Hjaltelin Stahl & Co kandidater.
Shortlisterne for Cyber og Design afsløres i morgen, tirsdag, mens de nominerede i Film, Film Craft, Titanium/Integrated og Creative Effectiveness Award først afsløres på fredag.