Hver eneste dansker fra vugge til oldekolle er blevet 20.000 kr. fattigere, siden dansk økonomi toppede for to år siden. Værdier svarende til 100 mia. kr. er forsvundet op i den klare luft. Det er realiteten bag de daglige nyheder, når oplæseren fortæller, at eksporten og investeringerne og huspriserne falder, arbejdsløsheden og underskuddet på betalingsbalancen stiger. Og den helt store synder i den ligning er det private forbrug, der i sagens natur også falder:
– Den yderst sløje udvikling i det private forbrug er den vigtigste grund til, at dansk økonomi er ramt hårdere, end flere af de lande vi normalt sammenligner os med, siger Christian Hillingsøe Heinig, chefanalytiker i Sydbank.
De historiske 100 mia. kr., vi har mistet kollektivt, svarer til et fald i BNP på 7,4 pct. Efter den første store oliekrise i 1974 faldt BNP med 2,9 pct. Noget kunne tyde på, at krisen varer længere, end de fleste har spået.
Berlingske Business side 12-13.