Huspriserne er først i 2022 tilbage på samme niveau, som da priserne toppede i 3. kvartal 2007, viser en ny prognose, BRFkredit har lavet for Politiken.
Tallene dækker over store regionale forskelle. I Nordsjælland, som er hårdest ramt, må husejerne vente helt til 2028.
For at tø det fastfrosne boligmarked op bebudede både regeringen og Socialdemokraterne i weekenden hjælpepakker. Regeringens er mest rundhåndet og vil give 50.000 kroner i gevinst, hvis man køber en bolig til tre millioner kroner.
Men det vil betyde meget lidt for de stavnsbundne husejere ifølge BRFkredit.
– Det vil garanteret fremrykke nogle handler, men folk er jo fortsat bekymrede for den grundliggende økonomiske situation, og en gevinst på under 50.000 kroner er reelt ingenting i en bolighandel, siger seniorøkonom Mikkel Høegh fra BRFkredit.
Også de økonomiske vismænd ser sortere på boligmarkedets fremtid.
Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen oplyser, at vismændenes efterårsrapport kommer med en ny langtidsprognose, som vil være mere pessimistisk end den seneste fra 2010. Og det ændrer de foreslåede hjælpepakker ikke på:
– Med forbehold for, at vi ikke kender detaljerne i de foreslåede tiltag endnu, kan vi sige, at de vil have nogen effekt i retning af højere priser og omsætning i boligmarkedet, men da de tilsyneladende er midlertidige, vil de ikke rokke afgørende ved vores langtidsprognose, siger han til Politiken.
Regeringen vil suspendere tinglysningsafgiften og fritage nye købere for ejendomsværdibeskatning og kommunal grundskyld frem til 1. januar 2013 for alle boliger købt efter 1. september i år.