Landets rettroende avis åbner sluserne den 1. marts for Kristeligt Dagblads Forlag, og i spidsen i forlagschefens stol sidder cand.mag. i litteraturvidenskab Johannes Baun.
Han har de seneste fem år siddet som redaktør på forlaget Rosinante&Co, hvor opgaverne har budt på redigering af flere forskellige skøn- og faglitterære titler eksempelvis indenfor det kirkelige område.
– At udgive bøger om tro, etik og eksistens er for mig en forening af faglige og personlige interesser. Og så bliver det fantastisk spændende at opbygge et forlag i et så velfungerende og dynamisk mediehus, siger Johannes Baun.
Den administrerende direktør hos Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager ser frem til samarbejdet, og han glæder sig til at tage konkurrencen op på bogmarkedet.
Erik Bjerager, der også er ansvarshavende chefredaktør i virksomheden, mener at forlaget ligger i naturlig forlængelse af avisens mange aktiviteter.
Kristeligt Dagblad oplever stigende besøgstal på dets hjemmeside, og for avisens vedkommende har de sidste ti år budt på vækst.
– Det er de læsere, som vi længe har ønsket at forsyne med væsentlige bøger inden for avisens fokusområder – tro, etik og eksistens, siger han.
Kristeligt Dagblads Forlag forventer, at de første udgivelser vil være klar til efteråret 2008.
sm