Alkoholbranchens eget reklamenævn kritiserer skarpt virksomheden bag alkohol-isen Freaky Ice for på sin hjemmeside at overskride reglerne for markedsføring af alkohol.
I en udtalelse skriver nævnet, at Freaky Ices »markedsføring er påtrængende og i særlig grad overtalende og kan give indtryk af, at et vist forbrug kan give succes eller forbedre forbrugerens mentale og fysiske formåen. Dette sammenholdt med, at der i markedsføringen anvendes billeder af børn og unge, giver indtryk af, at unge mennesker indtager alkoholholdige produkter«.
Kritikken rejses på baggrund af en klage indsendt til nævnet, der består af advokat Ejvind Sandal, en repræsentant fra Forbrugerrådet samt en repræsentant fra alkoholindustrien.
Det var oprindeligt meningen, at isen, der i dag kun kan fås på barer og diskoteker, skulle ud i detailhandlen, men flere af de store detailkæder som Dansk Supermarked har meldt ud, at de ikke ønsker at føre alkohol-isen.
Den danske importør, Atak & Co., er uforstående over for nævnets kritik. Virksomheden mener, at den ene og alene opfordrer unge over 18 år til at hoppe på den berusende istrend.