Radio- og TV-nævnet har netop offentliggjort en rapport om reklameaftalen, hvor reklamenævnet bl.a. skriver, at den omfordeling, der er sket af TV 2’s børneprogrammer, er ”påfaldende”, skriver Politiken. Hvor der sidste år blev sendt lige meget tv til de små og store børn i tidsrummet 17.00-18.00, bliver der nu sendt langt mere fjernsyn til de større børn. På den måde mister TV 2 ikke dyrebare reklameblokke. Den frivillige reklameaftale sikrer nemlig kun strengere reklameregler for de helt små børn – derimod må tv-stationen gerne sende Fætter BR-reklamer foran programmerne til de 8-12-årige. Lige med undtagelse af weekenderne før klokken 9.30. Og her er antallet af programmer til de små børn sjovt nok steget, skriver nævnet i rapporten.
TV 2 tager skarpt afstand fra kritikken og har netop sendt en otte sider lang kommentar af rapporten tilbage til Radio- og TV-nævnet.
– Vi har øget den samlede sendetid af børneprogrammer – endda med en relativ forskydning til fordel for de mindre børn. Så det er forkert at påstå, at vi har reduceret sendetiden til 3-7-årige for i stedet at tjene penge på de større børn, siger chefen for TV 2s reklamejuridiske afdeling, Marianne Pittelkow til Politiken.