“De 229 virksomheder, som i aften er med i konkurrencen om at blive Danmarks stærkeste Superbrand, kom kun med i eksklusiv bog ved at betale dyrt”. Sådan skriver Politiken i dag i en artikel på erhvervssiderne, som kritiserer den pris, 64.800 kr, som de 50 virksomheder, der er med i Superbrands-bogen, har betalt for at være med. Avisen har talt med informationschef hos Folkekirkens Nødhjælp, Thomas Ravn-Pedersen, der var blandt de 229 brands, som Superbrands-ekspertpanelet havde udvalgt til at være med i bogen. Han fik imidlertid en dårlig smag i munden, da han fandt ud af, at han skulle købe sig til en status som Superbrand.
Direktøren for Superbrands Danmark, Henning Rouchmann, kan ikke forstå forargelsen. Han påpeger, at der er nødt til at være økonomi bag, hvis man skal udgive en sådan bog i Danmark, hvor oplaget er beskedent. Og forsikrer samtidig, at deltagelse i bogen ikke er en forudsætning for at vinde prisen som årets Superbrand i aften. Samtlige 229 udvalgte brands er med i konkurrencen.
Også direktør Stiig Helgens Binggeli fra Enterprise kritiserer i Politikens artikel Superbrands. Han mener ikke, at man kan kåre Danmarks stærkeste mærkevare alene på baggrund af en række ekspertvurderinger.
– Der skal som minimum suppleres med reelle forbrugermålinger, siger han.