Forbrugerrådet retter efter en stribe nye sager en sønderlemmende kritik af de danske teleselskabers markedsføring.
– Mobilselskaber overskrider ofte markedsføringslovens grænser. Meget af deres materiale er meget vildledende, siger konsulent Anders Hjorth Jensen til Børsen.
Forbrugerrådet presser på for at stramme reglerne for mobilselskabernes markedsføring.
Rådet kritiserer bl.a. det lille mobilselskab Club Blah Blah for ikke at lade et prisforbehold fremgå af markedsføringsmaterialet. Telmore kritiseres for at kalde sig landets billigste tank-op-kort på nettet, hvad de ikke er. Heller ikke Sonofon går fri. Sonofon reklamerer med erhvervsabonnementer til 60 kr. om måneden, men prisen omfatter ikke nummervisning og telefonsvarer, der koster 12 kr. ekstra pr. måned og dem opkræver Sonofon automatisk.