Alle danskere ved, at ”det kun ta’r 5 minutter at handle i Fakta”. Men nu ”vil vi så gerne have, at du køber lidt mere.”

En ny kampagne er sat i søen hen over nytåret for at revitalisere brandet, og den nye kampagne bygger på Uncles oprindelige univers.

Ikke alle er helt vilde med idéen, der denne gang er skabt af Republica, og især ikke Per Pedersen, en af fædrene til den oprindelige ”Det ta’r kun 5 minutter…” kampagne.

– Det makværk, Republica har begået, gør mig både vred og trist, siger Per Pedersen, der var en hurtig afstikker hjemme i Danmark, men nu er tilbage hos Grey i New York.

Hårde ord i januar. Blev du vred? Forklar.

– Vred fordi jeg sammen med blandt andre Thomas Hofmann, Martin Storgaard, Thomas Falkenberg, Michael Paterson og andre gode kreative har lagt navn til det oprindelige Fakta-koncept, og nu føler mine kreative enemærker trådt på. Jeg vil sgu ikke forbindes med det lort, der lige nu forurener æteren, og det føler jeg indirekte, at jeg bliver.

Og trist?

– Trist, fordi Fakta vælger at smadre det mest succesfulde kreative univers i danmarkshistorien. Ideen har vundet flere løver end nogen andre nogensinde har gjort i de 10 år, kampagnen kørte.

– Tænk at lave en sløj kopi med skuespillere, der lader som om det er skjult kamera, og så oven i købet komplicere den oprindelige enkle ide med budskab om at købe mere. Det er rystende og næsten kriminelt ringe.

Puha, er du ikke bare en sur mand i New York?

– Jeg ved, at jeg deler denne opfattelse med mange andre i branchen, og så tænkte jeg, om ikke Markedsføring vil åbne for debatten om, hvor langt annoncører og bureauer kan tillade sig at gå, når gamle koncepter får et remake?

– Der er er jo nogle fantastiske eksempler som bl.a. Grey Poupon og Google Re:brief, der viser respekt om de store ideer. Modsat Fakta og Republica.

Rent principielt skal Republica vel arbejde videre med en succes. ”Never change a winning game”?

– Det kan du mene, og jeg har næsten ondt af Republica. Det er svært at ”arve” en ide fra andre, og umuligt at have de samme følelser for en ide, der ikke er ens egen. Det havde været mere fair, hvis Fakta var gået til Uncle, der oprindeligt stod bag kampagnen. Alternativt til nogle af de folk, der før har fået noget godt ud af den særlige Fakta stil.

Kender du én, der kunne have være relevant at spørge?

– Jeg ville have elsket den udfordring, men forstår trods alt godt, at Fakta ikke ringede til New York, slutter Per Pedersen, der stadig er manden bag flest danske løver i Cannes.

Markedsforing.dk opfordrer gode, kreative folk i branchen til at gribe handsken, der nu er smidt ind i debat-ringen.

Du kan se en af de nye reklamefilm herunder.