Brøndby IF har vundet næsten halvdelen af alle danske fodboldmesterskaber siden 1985, men ”nu har vi en ny situation”, som politikerne siger. Sidste års 6. plads udelukker europæisk fodbold i år, og udsigterne for næste år ser ikke for lovende ud, idet BIF nu ligger under nedrykningsstregen og har superliga-bundrekord på udebane.
Klubbens hovedsponsor, Codan, har oplyst, at man ikke påvirkes af den sportslige nedtur, men samtidig undersøges sponsoratet internt – og det er en god idé, mener partner i SponsorPeople, Thomas Badura.
– Codans sponsorat udløber næste år, og jeg vil anbefale virkesomheden at se kritisk på en forlængelse og opstille de succeskriterier, man ønsker at bygge et sponsorat på. Samtidig skal der være et værdimatch – altså samspillet mellem på den ene side virksomheden og dens produkt og på anden side det sponserede.
Men Codan har været sponsor i 15 år af Brøndby IF …
– Så meget desto mere grund til at overveje, hvad man vil, i stedet for bare at fortsætte, fordi man er vant til det. Brøndby har flyttet sig som klub, men Codan har også flyttet sig som forsikringsselskab. Den interne undersøgelse kan omfatte en analyse af, hvilke sportsgrene medarbejderne og kunder dyrker. Og så skabe et produkt, der linker til det. Hvis man vel at mærke ønsker at fortsætte et sport-sponsorat.
Med Brøndbys krise kunne Codan givetvis få et nyt sponsorat billigere …
– Ja, men skulle det være argumentet for at fortsætte? Hvis sponsoratet sættes ned fra 10 til 8 mio. kr., men Return On Investmest kun er 6 mio. kr., så er det stadig en dårlig forretning, siger Thomas Badura.
Codans undersøgelse af BIF-sponsoratet kan betyde et farvel til klubfodbold, uden et farvel til sport, mener Thomas Badura.
– Der er hele forbund, der kunne være gode partnerskaber. Men det kan også være andre, selvskabte platforme, som vi ser det med bl.a. DHL stafetten og Ecco Walkathon, siger Thomas Badura.
peng