Krokodille-jægeren har langt større succes, når han jager på TV2 end på TvDanmark 2. Det viser en opgørelse, Carat har lavet i forbindelse med Tv Markedets Nøgletal, som mediebureauet producerer til Markedsføring.

Programmet har været vist her i foråret på TV2 og har i gennemsnit samlet 7 gange så mange seere, som da programmet blev vist på TvDanmark 2.

– Selvfølgelig er der forskel på de to stationers dækning, og nedbrudt på demografiske kriterier kan man da også se denne forskel. Men det er ikke nok til at forklare forskellen. Der er ingen tvivl om, at tallene viser den træghed, der stadig er i markedet og den udfordring som TV3 og TvDanmark står over for. Blandt de unge er programloyaliteten ved at trænge igennem i forhold til kanal-loyalitetene. Men set på befolkningen under et, så er kanal-loyaliteten stadig betydelig, siger Research Director Mogens Østergaard.

Blandt de unge har programmet “kun” opnået 4 gange så mange seere på TV2, mens et område som “byer under 40.000 indbyggere” samlede 22 gange så mange seere til programmet. HT-området gav 3 gange så mange seere på TV2.

– Tallene viser TV2s styrke, og hvilken opgave de to små kanaler står med. Det er fint med Robinson og Big Brother. Stationerne har brug for den slags succeser. Men skal de for alvor true loyaliteten over for TV2, så skal det ske gennem langsigtede strategier, hvor de finder en rød tråd i deres program-lægning, siger Mogens Østergaard.

Krokodille-jægerens tal illustrerer også udviklingen i seertal her i foråret. Der har ikke været de store succes-programmer på nogen af stationerne, og stationernes share er da også vendt tilbage til normal. TV2 holder niveauet flot, mens TvDanmark er gået markant tilbage i forhold til sidste forår, hvor man havde en markant succes med Big Brother. I april er TvDanmark gået en anelse frem i forhold til marts, og TV3 er gået lidt tilbage, men det gennemgående billede er intakt – stor stabilitet.

Også den samlede sening viser stor stabilitet her i foråret, og det får Mogens Østergaard til at slå fast, at der ingen tvivl er om, hvad der skete i begyndelsen af 2000.

– Seningen faldt lige pludselig, og der var en del diskussion om, hvorvidt det var et metodeskift eller et reelt fald. Gallup mente, at der var tale om begge dele. Men vi har kørt seningen igennem for en række år tilbage, og den er faktisk meget stabil – bortset fra årsskiftet 1999/2000. Så der er for mig ingen tvivl – faldet skyldtes metode-skift, siger Mogens Østergaard.