Det er formentlig første gang nogen sinde, at man kan opleve en af de kongelige optræde direkte i en reklamefilm som model, som det sker i disse dage i en reklamefilm for Røde Kors. Kronprins Frederik agerer talsperson med en opfordring om at melde sig som indsamler.
De kongelige optræder principielt som reklamesøjler, når de er protektorer for en organisation, men det er usædvanligt at se dem optræde direkte i film eller annoncer.
At det er godt gået af Røde Kors er der vist ingen tvivl om, men bare fordi Kronprinsen har valgt at gøre direkte opmærksom på indsamlingen for Røde Kors, betyder det ikke, at han har valgt andre velgørende organisationer fra.
– Jeg mener det er 100 pct. i orden. De kongelige kan for alvor gøre en forskel i velgørenhedens navn. Kronprinsen er længe blevet kritiseret for ikke at gøre meget andet end at udforske Grønland, hoppe i faldskærm m.v. Nu træder han for alvor i karakter og jeg tror, at både Kronprinsen og Mary er ved at skabe en platform, hvor de vil træde stærkere frem for de sager, de har holdninger til. Mary er jo bl.a. protektor for Sind, hvilket er en organisation, som der er mange forskellige meninger om, siger Henrik Byager.
Der har i dag kørt en debat om Kronprinsens optræden i Røde Kors tv-spottet på Sol.dk. Debatten er dog af ukendte årsager blevet slettet igen. Men i debatten var der mange negative holdninger til Kronprinsens kommercielle optræden:
– Man vil ikke kunne undgå kritik, når man som kongelig vælger at medvirke i en reklame. Men jeg er sikker på, at Kronprinsen har gjort op med sig selv, at hans optræden kan give både ros og kritik, mener Henrik Byager.
Det har ikke været muligt, at få en kommentar fra Amalienborgs pressechef Lis M. Frederiksen. pia