De har fart på i bureauet Culture Works, der blev etableret for fire år siden i Smilets By.

Mange projekter er sat i søen, to nye medarbejdere stødt til det 12 mand store team, og nu er bureauet også på vej med en ny afdeling i København.

Adrian Fey, Creative Director i Culture Works, mener, at det kulturelle bureaus vækst er udtryk for en interessant tendens i markedet. En tendens, der baner vej for netop Culture Works’ kvaliteter.

– Det er sjældent, at reklamebureauer selv kan eksekvere deres kreative events- og brand activation idéer. Derfor opstår behovet for at tilknytte et eventbureau, men det gængse eventbureau er langt mere produktionsvirksomhed end reklamebureau, lyder det fra ham i en pressemeddelelse.

– Sådan er det ikke hos os. Vi kan sidde rundt om det kreative udviklingsbord, men samtidigt også eksekvere og skabe en virkelighed, der lever op til kundens drømme. Det er den primære årsag til, at vi lige nu oplever stigende efterspørgsel på vores ydelser – både fra virksomheder og kreative bureauer, fortsætter Adrian Fey.

Hjalp Arla i Kongens Have

Et eksempel på Culture Works’ arbejde kunne ses ved Arla Food Fest i Kongens Have i København. Madfestivalen løb af stablen den 27. og 28. august, og i år var 10.000 børn og voksne samlet om madoplevelser, krydret med nogle af Danmarks mest populære musikere.

Arla Food Fest løb af stablen for første gang i 2013. Både i 2015 og 2016 har Culture Works været en del af teamet bag festivalen. I år var det kulturelle bureau inde over musikbookinger, design af indgang, hangouts og foodcourt samt kreativ aktivering af sceneprogrammet, der blandt andet bød på et YouTube-samarbejde med 250.000 views til følge.

– Alle vores kompetencer er kommet i spil – lige fra de spæde kreative og kulturelle idéer til den professionelle eksekvering, siger Adrian Fey.

Ud over Arla omfatter Culture Works’ kundeliste brands som Meny, Kulturhovedstad 2017, Vero Moda, &Other Stories og Kopenhagen Fur.