Danskerne skal læse nogle flere bøger – især dem, der sjældent læser en bog.
Det mener kulturminister Marianne Jelved (R), der over fire år vil bruge 20 millioner kroner på at fremelske flere danske læseheste.
Som led i kampagnen ”Danmark Læser”-dagen vil kulturministeren få delt 100.000 gratis bøger ud.
Titlerne tæller novellesamlingen “Bavian” af Naja Marie Aidt, den politiske thriller “Drager over Kabul” af Morten Hesseldahl, “Den Sønderjyske Farm” af Erling Jepsen, “Og sådan blev det” af Maren Uthaug og bogen “Hævn” af Robert Zola Christensen.
På Kulturministeriets hjemmeside kan læseheste melde sig som boguddelere for kulturministeren.
Bøgerne skal deles ud den 23. april, der samtidig er udnævnt til Verdens Bogdag af Unesco. Datoen er valgt, fordi det blandt andet er den britiske skuespilforfatter og digter William Shakespeares fødselsdag.
Ud over uddelingen af de 100.000 bøger indeholder Jelveds initiativ en konkurrence mellem kommunerne om, hvem der kan finde på de mest kreative og spændende tiltag, der kan få flere til at læse.
/ritzau/