Den gordiske knude med det særprægede navn ”direct-branchens årlige tur til DMA-konferencen i USA” er heldigvis hugget over til alles tilfredshed. Og manden, der førte sværdet, er Jan Køhler fra RelationshusetGekko.
Resultatet er, at det, der truede med at ende som en farce med tre ture med tre operatører for en begrænset skare, i stedet lander på logisk grund, nemlig at alle tager til San Diego i fælles flok til det, vi populært kalder for verdensmesterskaberne i direct marketing.
Jan Køhler, der provokerende bragte sig selv i spil som trouble-shooter ved at samle stemmer til sit initiativ via Facebook, siger:
− Jeg oplever lidt, at DMA turens Google er opfundet, og det har betydet, at vejen ind til de forskellige sponsorerede arrangementer samles. Ligeledes får man igennem et kontaktpunkt adgang til endnu mere og endnu bedre indhold og dermed udbytte af turen.
− Jeg er rigtig glad for, at vi kan få en fælles tur, og jeg tør godt forudsige, at indholdet og vilkår for deltagelse er helt exceptionelle – så glæd jer til DMA i San Diego til oktober, fortsætter Jan Køhler.
Positive parter
For Bring Citymail og Post Danmark, der legede med tanken om at være to af de tre tur-operatører, betyder løsningen, at man hver for sig kan gøre sig socialt og fagligt tydelige under konferencen uden at komme i konflikt med hinandens planer og relationer.
Vicedirektør i Post Danmark, Anders Due siger:
− Vi har lige fra starten været bekymrede over, at der skulle være flere ture, og derfor er vi meget tilfredse med løsningen. Vi ser frem til at give deltagerne en Post Danmark-oplevelse, der er endnu bedre end de foregående år.
Administrerende direktør for Bring Citymail, Jens Rom supplerer:
− Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at skabe en løsning til fordel for det danske direct-miljø. Både Post Danmark og vi lever af et velfungerende dansk direct-miljø, og derfor er det helt naturligt for os, at sætte egne interesser til side til fordel for fællesskabet. Nu skal vi lave en kanontur med stort fagligt og socialt udbytte for deltagerne.
I den kommende periode skal indholdet af turen finpudses, og planen er, at det nye program rammer skrivebordene medio juni.
Formalisering følger
− Jeg har taget initiativ til Fællesskabet, men jeg er ikke Fællesskabet, blot en del af det. Det betyder, at jeg i den kommende periode vil formalisere Fællesskabet i en forening, hvor repræsentantskabet vælges på en stiftende generalforsamling. Indkaldelsen sker samtidig med udsendelsen af programmet, siger Jan Køhler.
I praksis betyder det, at ”Fællesskabet” opstår som en forening, der har til formål at arrangere turen. Dermed er det ikke kommercielle interesser, der dels spænder ben for andre aktører, og dels gør det vanskeligt for danske direct marketing-bureauer at navigere i et farvand, der alene bør handle om at høste læring ved verdensmesterskaberne i direct marketing i San Diego.