Elektricitetsselskaberne er blevet mere nærværende. Tidligere kendte man dem bedst som udsteder af lysregninger, og måske fik man et postomdelt blad, som handlede om kogeplader og varmetæpper. Nu er leverandørerne i færd med at positionere sig, og det handler mest om, at vi ville være i svær knibe uden dem. Branding-manøvren skal ses som en optakt til liberalisering af energiforsyningen, og ud fra et teoretisk liberalt synspunkt lyder det jo helt rigtigt, at forsyningsmonopolerne nedbrydes, således at den fri konkurrence også trænger igennem på dette område.

Næste fase af markedsføringen må handle om fordelene for forbrugerne. For vi har svært ved at forstå, hvordan en liberalisering kommer os til gode. Elektrisk strøm er en meget anonym ydelse. Den forbruges i det øjeblik man køber den ved at tænde på kontakten, forbruget registreres af en måler, og når den er aflæst får man en opgørelse og et girokort. I øjeblikket kan man hos visse selskaber vælge mellem ordinær og “grøn” strøm, det sidste er lidt dyrere, så har samvittigheden det bedre, men effekten er heldigvis den samme, for der er ikke noget der hedder el light eller el ultra. Der er heller ikke noget specielt eksotisk ved at fodre lamperne med tysk eller svensk elektricitet.

En begrundelse for det forestående el-cirkus kunne være, at kraftværk A drives mere økonomisk end kraftværk B, og at denne fordel kommer forbrugerne til gode. Måske kan et lavprisselskab også skrue ned for administrationen, så prisen pr. KwH reduceres med 0,2 øre. Det kan ligeledes tænkes, at et megaværk kan købe billigere råvarer, og at det smitter af. For store industrivirksomheder, der bruger samme mængde strøm som en mindre provinsby, kan der eventuelt pruttes om nogle introduktionsrabatter, som andre – måske almindelige forbrugere – kommer til at betale.

Der forlyder ikke noget om, at der skal trækkes alternative kabler med deraf følgende anlægsudgifter. Ligesom Banestyrelsen forvalter jernbanenettet, således får vi nok en Elektricitetsstyrelse, som skal lede og fordele værkernes brug af det eksisterende ledningsnet. Derefter vil de enkelte udbydere overgå hinanden i smarte kampagner, som hver især skal få os til at vælge et favoritselskab – og når vi har gjort det og fået vores introduktionsbonus, vil priserne sandsynligvis havne på det nuværende niveau, eventuelt lidt højere fordi de mange omkostninger skal dækkes ind.

Tilbud på strøm forekommer latterligt. Nu kan du vaske hele søndagen til halv pris. Stå tidligere op, vi gi’r morgenrabat mellem 6 og 7 morgen. Julen bliver billigere hos os. Hurra, vi har fødselsdag. I morgen kan du spare 20%, når du koger dit æg. Flere watt for færre kroner. Har du det koldt – så vælg vores volt. Hvor mange ampere har du i din pære? – Og så kan vi ulejlige os med at undersøge, hvorfor A er lidt billigere end B, hvis vi sætter forbruget i vejret i sommermånederne. Telefonselskaberne viser forvirringsvejen, det er næsten umuligt at finde ud af, hvor man ringer bedst og billigst, for det påstår de jo alle sammen, at man gør hos dem.

For de eksperter, der endnu ikke offentligt har røbet deres sande viden om elektricitetsliberaliseringens klare fordele, vil denne skepsis sikkert forekomme bagstræberisk og fremskridtsfjendsk. Tag nu bare USA, hvor energiselskabet Enron har indskrevet sig i den beskidte bog, hvor hver side er et anklageskrift, der handler om hensynsløs og bedragerisk grådighed til skade for millioner af mennesker. Her er virkelig ikke noget at prale af, Enron og makulatorspecialisten A. Andersen er en skamplet, som også afdækker hjørner af en politisk korrupt kultur med bestikkelse som vejen til storhed og magt. Det USA, som gerne vil se sig selv som klodens foregangsland, skylder Europa en ordentlig forklaring på, hvorfor et dereguleret energimarked skulle være til fryd og fornøjelse. I forvejen var flere gigantiske kraftselskaber gået fallit under ejendommelige omstændigheder.

Vore hjemlige politikere og energiselskaber mangler at fortælle os om fordelene ved, at den for os alle livsnødvendige basisydelse skal gøres til genstand for skalten og valten og sjakren. Indtil da tillader vi os at være mere end almindeligt forbeholdne ved tanken om det bøvl og den forsyningsusikkerhed, som lurer forude. Hvis det blot drejer sig om at garantere billig strøm, kan man bare oprette et effektivitetstilsyn, der kontroller de offentligt ejede værkers lønsomhed, og hvis den ikke er tilfredsstillende, kan man iværksætte forskellige foranstaltninger for at trimme omkostningerne.

For reklamebureauer og medier bliver det nogle herlige år, når Gigawatt, Megapower, United Energy Co. og Eldan skal dyste om vores gunst. Det bliver også et stort ansvar, thi – som vi lærte som små: Det er farligt at lege med stikkontakterne.