I forhold til 2007 viser DRRB’s bureauanalyse flere afgørende ændringer. Jesper Kundes store bureau, Kunde & Co., er nu landets største med en bruttoavance på 180 millioner kroner og et resultat på små 30 millioner.
Dermed afløser Kunde PeopleGroup på toppen, men det kommer næppe som den store overraskelse. Partners solgte AdPeople fra i løbet af 2008, og da det bureau i sig selv har en bruttoavance på godt 100 millioner kroner, er det naturligt, at et andet bureau skulle til tops.
Creuna Danmark er nu næststørste bureau med en bruttoavance på 122 millioner og en vækst på 38 procent.
Lægger man hele Creunas skandinaviske aktiviteter sammen, er det nu landets største, men det vælger vi ikke at gøre i denne rent danske analyse.
Derfor er det lidt overraskende, at bruttoavancen for de 10 største bureauer blot er faldet fra 940 millioner kroner i 2007 til 930 millioner i 2008.
Hvor PeopleGroup i 07 vægtede med 275 millioner, og altså i dag må undvære AdPeoples 100 millioner kroner, er den gennemsnitlige bruttoavance altså vokset væsentligt i de større bureauer.
Web stormer frem
Og af de 10 største bureauer er det web-specialisterne Creuna og Valtech, der er røget ind i top-10 på bekostning af Halbye Kaag JWT og Nørgård Mikkelsen.
Samlet set dækker bureauanalysen 85 bureauer med en samlet bruttoavance på 2,6 milliarder kroner, hvilket er en stigning på syv procent i forhold til 2007. Det samlede resultat sneg sig sidste år op over 300 millioner kroner, hvilket er næsten 10 procent mindre end i 2007.
Her mærkes altså fjerde kvartal 2008, hvor krisen for alvor lukkede låget til marketing-kronerne.
Den faldende indtjening kan altså ses hele vejen ned gennem bureauernes regnskaber. Et godt mål for det, er hvor mange bureauer, der mestrer en bruttoavance per medarbejder på 1.000.000 kroner eller mere. I 2007 magtede 26 procent af bureauerne det. I 2008 er tallet faldet til 20 procent.
Og det rejser spørgsmålet, om reklamebureauerne bør gennemtænke forretningsmodellen endnu engang?
I de store konsulenthuse som f.eks. P. A. Consulting er indtjeningen per medarbejder tre millioner kr. eller mere. Hos advokaterne ligger tallet med 1,5 og 2 millioner kroner.
Læs mere i Markedsføring 11-2009, der udkommer i denne uge.