Kunde & Co’s årsregnskab for 2010 viser et overskud på 11,8 mio. kroner før skat og et bruttoresultat på 118 mio. kroner. På baggrund af de vanskelige markedsvilkår under finanskrisen lever resultatet til fulde op til forventningerne, og Jesper Kunde anser resultatet som ”meget tilfredsstillende”.
‒ 2010 dækker både over en ned- og en optur. Første halvdel af 2010 var op ad bakke, men fra maj 2010 vendte det rundt. Årets resultat er således skabt i løbet af de sidste seks måneder af 2010, der blev et meget travlt halvår for os, siger ejer og direktør Jesper Kunde.
Da forretningen i 2010 igen begyndte at rulle valgte Kunde & Co at fokusere på at bygge forretningen op frem for at gå efter et godt årsresultat.
‒ I løbet af 2010 var vi nede og runde 120 medarbejdere. Vi kunne godt have valgt at gå efter et større overskud, men det har været en klar strategisk beslutning dels at investere i at bygge vores internationale kompetencer op, dels at styrke vores interaktive- og dialog-afdelinger, fortsætter Jesper Kunde.
Bureauet har i dag 165 medarbejdere fordelt på bureauets tre kontorer i København, Düsseldorf og Zürich.

International vækst
Kunde & Co har gennem de sidste år udbygget den internationale profil og er derfor godt rustet til at imødekomme den stigende efterspørgsel, som bureauet oplever i øjeblikket fra både internationale virksomheder og danske virksomheder, der er internationalt orienterede. Samlet set udgør disse cirka to tredjedele af nettoomsætningen.
Vestas er et af de store, internationale firmaer, der senest har valgt Kunde & Co som samarbejdspartner. Derudover arbejder Kunde & Co på positionerings- og brandprojekter for nye, store kunder i både Tyskland og Schweiz, hvor Kunde & Co i øjeblikket oplever fremgang.
‒ Oven på finanskrisen ønsker mange virksomheder at fokusere deres forretning og skære ind til kernen. Vi rådgiver i stigende omfang vores kunder omkring optimering af deres marketingssystemer internationalt og optimal brug af deres kommunikationsressourcer. Denne tendens passer godt til vores Corporate Religion-filosofi og vores tilgang til international markedsføring og branding, slutter Jesper Kunde.