Samarbejdet mellem B&O og Kunde & Co er slut. Ifølge B&O’s adm. direktør, Torben Ballegaard, har man opsagt samarbejdet med bureauet efter ”fire års udmærket samarbejde”. Samarbejdet med Kunde & Co er reduceret til assistance i forbindelse med medieindkøb, og fremover vil B&O bennytte sig af et internationalt netværk af freelance partnere. Der har været spekulationer om, at B&O skulle være i gang med en bureaukonkurrence, men det ønsker B&O’s direktør ikke at kommentere.
– Vi viderefører vores brandstrategi med fokus på produktsiden og stigende vækst på dialog markedsføring, siger Torben Ballegaard, der arvede bureausamarbejdet med Kunde & Co, da han for godt to år siden blev direktør i B&O.
Under B&O’s tidligere direktør, Anders Knutson, havde Kunde &Co stået bag et kæmpe branding-projekt, som havde udmøntet sig i en – hos nogle meget kritiseret – massekommunikationen med payoff’et “A life less ordinary”. Med den strategi sagde B&O for første gang noget om de mennesker, der købte produkterne i stedet for at sige noget om produkterne. Ny mand i chefstolen betyder ofte nyt bureau, men ikke for Torben Ballegaard, der dog valgte at tage bureausamarbejdet med Kunde & Co op til revision. Hos B&O havde man oplevet en vis metaltræthed i det tidligere koncept, men i stedet for at fyre bureauet og kommunikationsstilen valgte Torben Ballegaard at gå ind i et tæt evaluerings- og strategiforløb, hvor både interne marketingfolk og Jesper Kunde selv deltog. Forløbet endte med, at samarbejdet med Kunde & Co fortsatte et år endnu. Resultatet af strategi-forløbet blev dog et farvel til “A life less ordinary”, som blev erstattet af en kommunikation, hvor de smarte modeller er erstattet af produktet, der igen er blevet til helt.
jür