Marketingbureauet Kunde & Co fik et overskud på 29,14 millioner kroner i 2008 og på baggrund af et bruttoresultat på 179,7 millioner kroner betegner direktør Jesper Kunde det som tilfredsstillende og ”over det forventede.”
− Sidste år blev fint for os, men det er jo ikke dér, problemet ligger. Det er i 2009, vi har udfordringen, og det er i virkeligheden blot et år, der skal overstås. Men mon ikke bunden er ved at være nået? Det tror jeg på, siger Jesper Kunde.
Du sagde allerede i december, at I var cirka 25 procent for mange medarbejdere?
− Vi skar ned på antallet af medarbejdere hen over december og januar, så nu er vi på det rigtige niveau. Du kan sige, at vi investerer i kompetencerne, så vi er klar til at markedet vender i 2010. Vi begik den fejl under krisen i 2001, at vi skar for hårdt, og det gør vi ikke igen. Vi skal være parate, når markedet vender.
I regner med at miste både omsætning og indtjening i 2009?
− Det kan man ikke afvise, men vi har heldigvis fået nye, gode kunder ind. I Danmark er det blandt andet Nestlé Premier Is, 3-stjernet og Jansen-Cilag. Internationalt har vi eksempelvis fået tilgang af Ericsson, Adler Bank, Mölnlycke Health Care, Asics Europe og Toyota Material Handling Europe. Og vi regner med at lande 5-6 store kunder i løbet af de nærmeste 2-3 måneder. Det er sådan set ikke mængden af kunder, der er problemet. Den afgørende udfordring er, at alle kunder − også de eksisterende − er forsigtige og holder igen. Markedsføring er det første sted, der spares.
Ikke alle dele af Kunde & Co er vel ramt af krisen? Efterspørgslen efter online-løsninger er også stigende hos jer?
− Vi har nærmest fordoblet omsætningen online. Det er vi meget taknemmelige for. I flere år har online-aktiviteterne ført en isoleret tilværelse og ofte været styret af virksomhedernes it-afdelinger. Heldigvis erkender flere og flere virksomheder, at online-aktiviteterne skal tænkes sammen med virksomhedens overordnede markedsføringsplan. Det er integrationen af internettet i virksomhedens samlede strategi og markedsføring, vi er gode til, og derfor er vi vokset betydeligt på det område.
En af Kunde & Co’s store bastioner er corporate branding, og det er i sagens natur en del af bureauets strategi at befæste den kompetence, især når vi taler om integration af kommunikationen.
Kunde & Co har stadig kunderne fordelt på 1/3 nationale, 1/3 nationale med internationale datterselskaber, og 1/3 rent internationale kunder
Netto-omsætningen i 2008 var på 363 mio. kr., og der er i dag knap 170 medarbejdere i Kunde & Co.