Kunde & Co’s årsregnskab for 2011 viser et overskud på 12,6 mio. kroner før skat og et bruttoresultat på 137 mio. kroner. Resultatet er som forventet, mener ejeren, og han anser det ”som tilfredsstillende” i et vanskeligt marked.

– Vi har i 2011 haft en vækst på 16 procent, og i et fortsat svært marked er vi meget tilfredse med dette – og med vores resultat i det hele taget, siger ejer og direktør Jesper Kunde.

De sidste år har Kunde & Co haft to hovedfokuspunkter. Det første har været at få opbygget bureauets digitale kompetencer.

– Vi har i 2011 forsat investeringerne inden for det digitale og har i dag et set up, hvor vi både er i stand til at integrere det digitale på det strategiske plan og i stand til at eksekvere det. Vi er således rustet til at levere globalt og solidt på alle platforme, fortsætter Jesper Kunde.

Det andet fokusområde har været at styrke Kunde & Co’s internationale kompetencer. Flere års fokus på det betyder, at bureauet i dag står stærkt i markedet, og derfor er i stand til at imødekomme den stigende efterspørgsel, som bureauet oplever fra både internationale virksomheder og danske virksomheder, der er internationalt orienterede.

– Vi oplever en stadig større efterspørgsel efter optimering af marketingssystemer internationalt, og på det område har vi rigtig mange gode cases, vurderer Jesper Kunde.

Et eksempel på en god case er en omfattende international BtB-kampagne udviklet for Grundfos i løbet af 2011. Den blev launchet i begyndelsen af 2012 og er et godt eksempel på, hvordan Kunde & Co er i stand til udrulle internationalt på flere platforme.

Flere nye kunder

Et andet eksempel på den stadigt større efterspørgsel på bureauet er tilgangen af flere internationale kunder i løbet af 2011. Tyske KNAUF er ny kunde, og Vestas valgte sidste år Kunde & Co som leadbureau til Global Product Marketing.

Desuden løser Kunde & Co opgaver for Neutral-brandet, der i dag er en del af Unilever-koncernen. Men også danske virksomheder har meldt sig i butikken. Stofa er blandt de nye kunder, ligesom også den danske fitnesskæde Fresh Fitness er kommet til.

Trods tilgangen af nye kunder betragter Jesper Kunde fortsat markedet som svært. Han vurderer dog samtidigt, at Kunde & Co er godt rustet til udfordringen:

– Det er min fornemmelse, at virksomhederne efter finanskrisen ønsker at holde fast i kernen og ønsker kommunikation baseret på virksomhedens strategiske sigte. Denne tendens passer godt til vores Corporate Religion-filosofi og vores tilgang til international markedsføring og branding i det hele taget, slutter Jesper Kunde.

Kunde & Co forbedrede bruttoresultatet med godt 20 mio. kr. fra 2010 til 2011, men ligger 40 mio. kr. under 2008. Resultatet før skat er vokset fra 11,9 mio. kr. til 12,6 mio. kr. sidste år. De seneste fem år har bureauet leveret en bundlinje på i alt 88 mio. kr., ikke dårligt hen over en krise.

Sidste år lå det gennemsnitlige på 158, hvilket er 27 flere end i 2010. På toppen (2008) lå medarbejdertallet på 189.