Formelt set kom Kunde & Co til at stå øverst på sejrsskamlen, da Posten i går uddelte årets DM Priser i Øksnehallen. Men Klausen + Partners løb med de fleste priser, og på den led kan de to bureauer strides om, hvem der blev aftenens vinder.
Fakta er, at Kunde & Co vandt den overordnede pris, Den Danske Direct Marketing Pris, med en kampagne for Codan. Kampagnen var tilmeldt i BtB, hvor den selvsagt også vandt.
Klausen + Partners vandt selv to kategorier: Kundeloyalitet for DISA og Internationale kampagner for Novo Nordisk. Hertil kom, at en af bureauets folk fik personlig hæder: Tina Engberg blev kåret som Årets marketingstrateg. Lene Rohde, der free-lancer for Umloud og Klausen + Partners blev Årets tekstforfatter – først og frememst med afsæt i kampagner for Umloud. Årets AD’er blev Jesper Winter fra Umloud.
Endelig vandt Ogilvy One Business-to-consumer for en Telia-kampagne, og der blev uddelt Special award til Danske Bank.
Low cost kategorien blev vundet af Røde Kors og Offentlige og ikke kommercielle kampagner blev vundet af Folkekirkens Nødhjælp.
Årets DM-konkurrence var præget af, at de sidste mange års suveræne vinder, Sepia Proximity, havde valgt ikke at deltage, fordi man har været gennem en fusions-proces med dele af Tribal DDB.
Men det slår ikke nogen skår i glæden, siger Niels Kaldahl fra Klausen + Partners.
– Jeg har enorm respekt for Sepia, men det ændrer ikke på, at vi har vundet i år. Niveauet på vinderne er ikke lavere i år, og vi har længe været tæt på med nomineringer i de senere år, siger Niels Kaldahl.
Sluttelig blev der uddelt en pris for Årets DM-debut til Idehuset for Odense Dyrehospital. fin