Oprindelig skulle 26-årige Louise Bie egentlig bare have været tilknyttet Fisketorvet som konsulent fra reklamebureauet Hjaltelin Stahl i en tre-måneders periode.

Men samarbejdet er gået så godt, at Fisketorvet nu har kapret den unge dame fra sit eget reklamebureau. Dog i fred og fordragelighed, som det hedder i en pressemeddelelse. Så fremover må Hjaltelin Stahl vænne sig til at modtage briefs og ordrer fra en tidligere kollega.

Louise Bie – der var projektleder hos Hjaltelin Stahl – får dermed nu fået ansvaret for markedsføringen af det store shopping-center, som hun skal være med til at drive ind i en ny æra, hvor netop markedsføring spiller en central rolle.

Fisketorvet har de seneste to år spenderet omkring 350 millioner kroner på optimering og fornyelse af centeret, der forventes at stå helt færdigt til efteråret.

Kundeoplevelsen er blevet forbedret med nye butiksaftaler, moderne indretning, optimering af faciliteter osv, og Louise Bie kommer især til at have fokus på digitale medier og optimere Fisketorvets loyalitetsprogram.

– Jeg ser i den grad frem til at indtage en mere central rolle og i langt højere grad være med til at udvikle den overordnede strategi og planlægge kampagnerne. Samtidig er det en mulighed for at komme til at arbejde mere i dybden med et enkelt projekt, som jeg brænder for og kan identificere mig med. Og så har jeg alligevel ikke helt kappet navlestrengen til min tidligere arbejdsplads, siger Louise Bie.

I sin tidligere stilling som projektleder hos Hjaltelin Stahl har Louise Bie bl.a. arbejdet med kunder som Telia, Københavns Lufthavne, Venstre og selvfølgelig Fisketorvet. Louise Bie har en BA i Medieproduktion og Ledelse fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.